Stem på din fødselsdag

Nynke Tromp, en hollandsk designer og researcher, arbejder med at skabe simple forandringer der så at sige snyder os til på en simpel måde at tackle komplekse sociale udfordringer. Hun og hendes team foreslår et andet valgsystem. 

Du kan se og høre hende tale om det her TedxDelft. Det begynder 3:25 inde. 

Stem på din fødselsdag vil med din opbakning kunne blive til et borgerforslag. Det kræver 4 forslagsstillere, og dernæst 50.000 borgere der bakker op om ideen.

Du kan støtte ideen ved at scrolle ned i bunden. Du kan også læse videre. Det her er den fulde ordlyd af Nynke Tromps TedxTalk Disrupting Democracy: 

Den måde måde vi har organiseret vores demokrati nu skaber nogle alvorlige problemer. Jeg vil gerne belyse tre af dem: 

Det første problem er at vi har skabt et system, hvor hændelser er mere vigtige end længerevarende visioner. Hvis du ser på hvad politikere mest af alt gør i dag, er det at reagere på dagligdagens problemer, kommentere på skandaler og endda også saftige rygter om deres kolleger. Men spørgsmålet er om vi stemte på dem for at de kunne gøre det. Jeg siger, det gjorde vi ikke. Vi stemte på dem, så de kunne lede os til en bedre fremtid. 

Ikke desto mindre - noget så tidskrævende og komplekst som at udvikle længerevarende planer for et land får ikke nogen respons i vores system, fordi vi vil have handling nu.

Det andet problem er, at vi har skabt et system hvor det at være elsket er vigtigere end ens kunnen. Prøv at se på det her billede og stil dig selv spørgsmålet: Hvem vil du gerne have skal lede dit land?

Vi ved alle, hvem der vinder. Vi elsker skønhed, og åbenbart foretrækker vi en leder der bruger tid på sit udseende end en der bruger sin tid på at læse politisk videnskab. Jeg siger ikke, at det at kunne optræde i medierne ikke er en egenskab politikere ikke skal have idag, men hvad jeg argumenterer for er, at der er andre kvaliteter der er ligeså vigtige og måske endda endnu mere vigtige for et godt lederskab. Hvad med kreativitet? Hvad med af et rent og nysgerrigt hjerte at kunne lytte til mod-argumenter? Eller hvad med samarbejdsevner? Disse egenskaber har ikke betydning i vores system idag, sålænge du ikke ser godt ud på kamera.

Det tredje problem er det faktum at vores politiske arena er blevet en platform for destruktiv konkurrence. Nu er det sådan det er, men det bliver særlig tydeligt i valgperioden op til et valg. For i opbygningen til et valg omgiver partimedlemmerne sig med kampagne-teams der udvikler de mest effektive strategier til at vinde over modparten, stikke en kniv i ryggen på dem og gøre det på det rigtige tidspunkt i kampagnen, og gøre det på sådan en catchy måde at det vil blive vist igen og igen i medierne. Vores valgsystem er blevet til en ordinær gladiator kamp og vi er blevet publikum der hylder det. 

Hvor det altsammen fører os hen, kan blive samlet op i denne graf:

I nogle år interesserer politik ikke mange af os, men ligeså snart valgperioden starter bliver vores behov for underholdning trigget. Og vi køber glade billetter til dette medie-cirkus. Det er underholdende, det er sjovt. Men hvad kan vi rent faktisk fordøje i de to måneder? Selvfølgelig vil det handle om de ting, der gør os bekymret idag og selvfølgelig vil de politiske analyser ikke nå et niveau, hvor de også kan vurdere medie optræden eller kampagne strategier. Men det yder ikke retfærdighed til den kompleksitet politik handler om.  

Så derfor vil jeg gerne foreslå noget andet.

... at stemme på din fødselsdag!

Det er sådan her det foregår: Hvert år har du én stemme og gennem en periode på 4 år, som er valgperioden I Holland, betyder det at du har fire stemmer.

Men... når du stemmer sker der ikke noget direkte. Det er kun efter fire år, at alle stemmerne fra alle indbyggere vil blive talt. På en såkaldt #optællingsdag. Og denne dag er kick-off på dannelsen af en ny regering. (Det er efter denne dag at alle, inklusive politikerne selv får en fornemmelse af hvordan det er gået i løbet af alle fire år og ikke kun de få måneder op til valget.)

Lad mig prøve at tage jer igennem et scenarie på hvordan det vil fungere i praksis, så vi kan mærke hvad forskellen er. Iblandt alle disse mennesker er det dig der har fødselsdag næste gang.

Så imellem alle disse mennesker handler det om DIG nu.

og en uge før din fødselsdag vil du modtage dette brev fra regeringen. I dette tilfælde Dronnningen.  (jeg har tilladt mig at bruge vores egen dronning)  

TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN

Du er ved at slutte dit 39. år med statsborgerskab i dette land. Vi vil gerne have at du bekræfter dit statsborgerskab så vi beder dig gå ud på folkevalg.dk og afgive din stemme.

Med venlig hilsen
Hendes Majestæt

Dronningen af Danmark 

Margrethe d. II

Så du undersøger om der allerede er et parti der har stor opbakning, eller om der er en vigtig politisk debat igang. Men der er ingenting. Det kan nemlig ikke være kampagne-dag hver dag. Politikere har også andre ting at tage sig af. Så den næste morgen diskuterer du din kommende fødselsdag med nogen af dine kolleger og du spørger dem, hvem de stemte på da det var deres fødselsdag. Og din kollega fortæller hvorfor han eller hun stemte på det parti eller den bestemte politiker. Mens din kollega fortæller om en hændelse, der var enormt vigtig for 3 måneder siden, vil det vise sig for jer begge om den hændelse også er vigtig her tre måneder efter. Og om politikeren eller partiet er lykkedes med noget på det område, hændelsen vedrører. (Nynke siger: I vil begge opleve at den sag egentlig var forgæves og hvor utilfredsstillende det er at basere sin politiske stemme på noget der allerede efter tre måneder har mistet sin betydning.)

Men hvordan beslutter man, hvem man skal stemme på? Jo, du går ud på websitet ligesom dronningen anbefaler dig at gøre, og der vil du finde fremtidsvisionerne og partiprogrammerne for alle partierne i dit land. Der vil du finde informationer om, hvad partierne og politikerne har tænkt sig at gøre ifht skolerne og sundhedsvæsenet. Der vil du kunne læse om partiernes ambitioner ifht klimaet og udlændinge. Hvad de vil gøre mht landets økonomi. Og mens du læser dette vil du måske genkalde dig øjeblikke hvor politikerne rent faktisk skabte resultater der hang sammen med deres ønsker for fremtiden. Og det bliver på den baggrund du kan beslutte dig for, hvem du skal stemme på. Men du skal naturligvis også huske at holde fødselsdag (Nynke: efter du har spist din fødselsdagskage!)

Optællingsdag

Som sagt vil det her ske fire gange i træk og så vil det være #optællingsdag. Og optællingsdagen vil være en stor begivenhed. For det der vil ske på optællingsdagen er, at medierne vil gå tilbage og se på hvad der så er sket i de fire år der er gået - istedet for de sidste to måneder - og de vil prøve at belyse øjeblikke hvor politikerne skabte resultater i forhold til den fremtid de har lovet dig at de ville arbejde for. 

Og så, selvfølgelig vil der stadig være politikere der er mere bekymrede for om de nu tager sig godt ud på skærmen, og der vil stadig være politikere der er optaget af at stikke knive i ryggen på deres modstandere. Men for dem vil #optællingsdag være en ret smertefuld oplevelse. Og ligesådan for de folk, der har brugt deres stemmer på dem. 

Og i modsætning til vores nuværende system, har vi ikke fire år til at glemme det hele igen. For dagen efter #optællingsdag vil folk skulle stemme igen. Så dette system forfører politikerne til at vise deres evner. Deres samarbejdsevner og evner til at skabe resultater. (Nynke: vise deres evner til at udvikle et land til at blive et bedre sted at være) Og det fører også os til at stemme på dem for det de kan udrette istedet for deres smukke smil.

Nynke Tromp, Tedx Talk Disrupting Democracy 25 okt 2012

Borgerforslag  

Vil du være med til at gøre Nynkes ide til et borgerforslag i Danmark, så klik dig ind her eller ring på 40920747, så får vi det til at ske. Ja, vi gør! 

Om at finde med fred med Frede V Nielsen

Bragt i Musiklærerforeningens fagblad Dansk Sang, nr. 3, november 2019.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at musikfaget ikke har fået løst sine grundlæggende problemer omkring uro og manglende fokus af den filosofiske forskning.

Men her søndag morgen fandt jeg fred med Frede V. Nielsen. En af dem, der har skrevet musikfaget ud af sin teoretiske og håndværksmæssige tradition og ind i en intellektuel. Frede V. Nielsen er en af hovedbagmændene bag akademiseringen af musikfaget. Stærkt inspireret af K.E.Løgstrup.

Jeg har fundet fred med Frede, selvom han gjorde liniefaget i musik til et diskussionsfag, højt på lixtal og læsning og lavt på spil, dans og sang. For han gjorde det med de bedste hensigter. Han kæmpede for at få det hele med i et alment videnskabeligt efterprøveligt sprog, som alle ville kunne forstå og tilslutte sig. Alt imens antallet af liniefagsstuderende faldt fra 400 i 2006 til 125 i 2018.

Jeg har fundet fred med Frede, selvom jeg mener han har fejlplaceret forståelsen for musikundervisningen oveni hovedet fremfor i kroppen.

Musik er verdens mest udbredte sprog. Større end både
mandarin, spansk og engelsk

Hvorfor er det ikke sjovt at uddanne sig til musiklærer?

Jeg har fundet fred med ham, fordi jeg under min frustration over at se ham beskrive mit fantastiske fag som en intellektuel disciplin, kan mærke hans stigende desperation over hvad det er for et monster han har skabt. Når han forsøger at sætte ord på det skræmmende fald i antallet af unge, der ønsker at uddanne sig til faglærere i musik er han ligesom jeg bare en ganske almindelig frustreret landmandssøn. Uddraget er hentet fra  indledningen til rapporten "Musikfaget i undervisning og uddannelse - Status og perspektiv 2010".

"Det må konstateres, at vi stadig har et musikfag i det samlede uddannelsessystem. Godt nok svækket, men alligevel genkendeligt med en egen identitet som et fag, der retter sig mod det fænomen, som vi kalder musik. I de fleste tilfælde er det fortsat muligt at tale om grundlæggende musikalske færdigheder og basal musikalsk kundskab, uden at der rejses alvorlig tvivl om, hvad det er, der sigtes til. Det er nærliggende at diskutere, om denne faglige stabilitet kan være betinget af, at der er væsenskarakteristiske træk ved musikalske fænomener, som på trods af disse fænomeners forskellighed bevirker, at vi overhovedet benævner dem „musik“. Og om den kan hænge sammen med, at musikalsk aktivitet er en så basal og fællesmenneskelig ytringsform, at den er konstituerende for musikfaget uanset dets institutionelle rammesætning." 

Det er nærmest til at græde over. Den sidste del er nærmest uforståelig. Det er som om hver sætning råber HJÆLP. Hjælp os, vores skib synker og vi aner faktisk ikke vores levende råd. Så nu siger vi en hel masse, der kan holde panikken fra døren. Den panik der handler om, hvad vi dog har gjort siden det er blevet så kedeligt at uddanne sig til musiklærer.

Men jeg har sluttet fred med Frede. For det er velment. Det er fyldt med gode hensigter.

Erkendelsen kom til mig i en pause fra min html-programmering af bogen Begejstret Musikundervisning der nu har stået på i fire feriedage. Jeg var nede og hente mig selv en kop kaffe, og kom pludselig til at tænke på, at det må være sådan her Frede V Nielsen har haft det, da han sad og skrev Almen Musikdidaktik og hentede en kop kaffe til sig selv.

Frede V. Nielsen forlod konservatoriet og fortsatte på universitetet
fordi han savnede den intellektuelle dimension og et mere akademisk studiemiljø 

Man kigger ud af vinduet. Lettere tilfreds med sig selv. Morgenens bekymringer om jorden og menneskene og generel angst er væk. Det ser ud som om der er en fremtid.

Den følelse har Frede V. Nielsen også ret til. Og K. E. Løgstrup.

Musiktimen slider lærerne op 

Jeg har fundet fred med Frede V Nielsen. Han ligner mig. Han ligner min far, der brugte et liv på musikken i folkeskolen og ofte gik ned på det. Og ja - selvfølgelig er det derfor jeg er så vred engang imellem. Det ved jeg godt! Min far elskede musik ligesom jeg. Han elskede også at formidle musik ligesom jeg. Men han blev båret væk. 59 år gammel. Musiktimerne i folkeskolen sled ham op.

Min far, Erling Gerup Nielsen, der blev en af musiklærere
der måtte forlade folkeskolen tidligere end han selv havde håbet på

Jeg har nydt det privilegium at arbejde i Musikskoler. Med børn og unge, der selv har valgt musikken. Så jeg føler jeg skylder. Jeg skylder at fortælle, hvornår musikundervisning lykkes. Jeg skylder at fortælle det igen og igen. For min fars skyld. For lærerne og børnenes skyld. For musikkens skyld.

Så jeg har fundet fred med Frede. Jeg vil ikke slås om metoder med en mand, der aldrig selv har sat sine ben i et musiklokale, udover et vikariat som ung studerende.

Bøger om didaktik og metodik er skrevet fra en intellektuel virkelighed til en anden, 
langt væk fra den kaotiske virkelighed musiklærerne står overfor i folkeskolen. 
Foto: Jakob Frølund

Jeg vil ikke være vred på Frede. Han er væk nu, og kampen står om fremtiden. Han ville det bedste for faget, men han har ikke mærket, hvor ondt det gør når kærligheden til musikken bliver sparket væk under fødderne på en. Han har ikke smerten med sig. Fornedrelsen ved at mærke det man elsker blive svinet til i en musiktime i 5. klasse. Frustrationen når man må give op og råbe hold nu mund eller det der er værre. Angsten for den hidtil ukendte væmmelse ved børn, som ingen steder hører hjemme, hvis man skal være lærer. Han er ikke blevet mødt med ordene det lyder af lort.

Jeg har fundet fred, for han har ligesom os følt, at det var vigtigt og rigtigt det han gjorde.

Han har ligesom min far og jeg arbejdet i dybden, gået langt, læst, dygtiggjort sig. Han er ikke blevet dygtig til at spille klaver. Han er ikke blevet dygtig til at undervise i folkeskolen. Men han er blevet dygtig til at formulere sig med den viden han har kunnet skaffe. Det har jeg fundet fred med.

Frede V. Nielsens bog Almen Musikdidaktik har et flygel på forsiden.
Ingen smilende, trætte, vilde og generte børn.

Der har ikke altid været et sundt og musikalsk klima omkring Frede V. Nielsen. Man talte med Frede. Man læste med Frede. Man spillede ikke. Der var ingen dans hos Frede.

Frede var ikke musiker. Han var droppet ud af konservatoriet efter et par år. Derfor var han ikke imødekommende, hvis ens præmis var at musikfaget skulle ud af det sprogliges klør og tilbage på skemaet som håndværksfag i familie med sport og idræt. I sådanne situationer mærkede man den præmis, han havde lagt nedover musikfaget. Når snakken drejede over på musiklæreren som dygtig instrumentalist, danser eller sanger så kunne han blive kold og afvisende. Så skulle man vælge at  komme på listen over interessante men ubrugelige musikundervisere, der udgjorde et dumt og ligegyldigt problem. Eller blive inde i varmen, og kunne fortsætte med at skrive i fagbladet Dansk Sang.

Fascinationen af hans person var forståelig. Der var noget sakralt, noget helligt og statueagtigt over ham. Han nød stor popularitet hos mange af sine musikstuderende, og når man var til konference på Pædagogisk Universitet, var han den der udvalgte professorer og forskere, der fik lov at få taletid fra podiet. Ingen dans, højst lidt fællessang med klaver til. Der var oplæg fra Sven-Erik Holgersen, Steen Lembcke, Signe Adrian og senere Finn Holst. Søren Bechmann kom til, fordi en stor del af musikundervisningen blev udfordret den digitale udvikling.

Men det blev ved at være no-go at tale musikfaget ud af den akademiske osteklokke. Selv med de nye praktisk-musiske muligheder, som Søren Bechmann forsøgte sig med som redaktør på emu.dk, var det stadig en lang, sætningstung virkelighed Musikpædagogikken skulle slutte op om. Vi var stadig ikke kommet hen til, at vi skal have et fag der er sjovt at være med til.

Samtaler om musik på folkeskolerne og nedgangen på søgningen til musikliniefaget, kunne ikke handle om at det ikke var attraktivt at være musiklærer. På trods af, at mange af forskerne og professorernes elever selv arbejdede med et lille timetal eller helt havde fravalgt musiklærergerningen i folkeskolen, fordi musiktimen sled dem op.

Men jeg har fundet fred med det. Jeg er afklaret.

Som jeg skrev i et tidligere blog-indlæg er Frede V. Nielsen fra en tid, hvor en forsker ikke deler sine personlige bevæggrunde til at skrive med sine læsere. Han har sikkert været i terapi som de fleste af os, men han har ikke delt det. Det kan have været grunden til, at jeg har følt mig utryg i hans selskab. Det kan også have haft betydning for hans evne til at favne og forstå de musikglade generationer, der kom efter mig. Dem der kastede sig ud i at rappe, sample og lave musikvideo.

Her er et interessant møde mellem to generationer, der har en samtale om rapporten "Musikfaget i undervisning og uddannelse - Status og perspektiv 2010". Det er Frede V. Nielsen i samtale med Thomas Blachmann, og det er Århus Universitet, der har lagt filmen ud.



Det er interessant at se, hvad der sker når den fænomenologiske forskning møder det dyr, den forsøger at indfange. Man mærker flere gange uroen i benene, og må rejse sig og bevæge sig lidt rundt. Eller sidde og småspille lidt på en guitar, for at kunne holde ud at se det hele til ende.

Tre minutter inde i interviewet går Frede igang med at aflyse hele det akademiske projekt han selv har indført på musiklæreruddannelsen. Det er en meget interessant udsendelse.

Folkeskolen har ikke fået hjælp af den musikpædagogiske forskning 

Den musikpædagogiske forskning har ikke løst folkeskolens problem. Musiklærere med stor kærlighed til musik og formidling kaster stadig håndklædet i ringen når de møder folkeskolens udgave af musikundervisning for alle. En time med 25 skønne, trætte, sultne, uimodståelige, skilsmisseramte, mærkelige, vilde og stille børn. 

Den ro og fordybelse der kræves for at gå ind i musikken og kunstens verden er ikke tilstede. Eleverne er godt bekendt med den foran deres skærme. Men i skolens musiktimer går det ofte galt. Nogen af eleverne ved simpelthen ikke, hvordan man kan opføre sig anderledes i musik end at løbe rundt og være urolig. 

Lærerne og eleverne har ikke fået hjælp af musikforskerne og den omfattende samling af videnskabelige artikler til at skabe praktisk-musiske rammer. For forskerne har arbejdet hjemme  uden tilknytning til børnenes hverdag i skolen. Et nærliggende spørgsmål er derfor aldrig dukket op i Frede V. Nielsens verden: Musiktimen bør i nogle tilfælde helt aflyses, lægges sammen og bruges i et  længerevarende, mere dybtstikkende forløb, der kan give plads til ro og fordybelse. Kreative rammer til kreative fag. Ligesom ude i erhvervsvirkelighedens musik- og teaterverden.

Men nu har jeg fundet fred. Fred med Frede i alt fald :-)

Frede V. Nielsen ville gøre musikfaget til videnskab 

For jeg kan godt se, at hensigten har været at gøre musikfaget til et anerkendt videnskabeligt fag. At det er sket på bekostning af interessen fra dem, der skulle uddanne sig til musiklærere er så en anden sag. Kampen om at få musikken ud af kroppen og ind i et akademisk miljø er vundet. De velskrevne indviklede bøger om didaktik og metodik har adresse til andre intellektuelle forskere og videnskabsmænd. Skrevet fra en intellektuel virkelighed til en anden, langt væk fra den kaotiske virkelighed musiklærerne står overfor i folkeskolen.

Men jeg er ikke mere vred. Der sidder kun en splint af moralsk forargelse over den manglende respekt for virkeligheden de priviligerede musikforskere har haft. Deres indbyrdes kappestrid om at skrive de mest betydningstunge observationer af, hvad der foregik i deres hoveder omkring hvad der foregik i andres hoveder når de underviste i musik. Jeg skal dy mig for at gætte på menneskelige egenskaber og behov som forfængelighed, selvhøjtidelighed og mangel på humor. Men det undrer mig at der blandt begavede musikforskere udvokser en akademisk forskningsvirkelighed, hvor professorer i pædagogik i årevis affinder sig med en tænkt sandhed fremfor den virkelighed der udspiller sig i folkeskolen. 

Hvad skulle jeg, min far og andre musiklærere i folkeskolen med indviklede tankekonstruktioner med lange, lange sætninger, når det var værktøj til at løse problemet med ro i klassen vi havde brug for?

Skal musik forstås ind i hele kroppen?

Man må godt dykke dybt i musikkens hav. Man må godt skrive bøger om sine overvejelser. Men det akademiske tager tid fra praksis. Sådan er det bare. For et døgn har kun 24 timer.

Det er en kamp. En kamp om magt. En kamp om retten til at definere præmissen.
Problemet er at håndværkeren ikke får noget ud af at afsløre den akademiske disciplin. Det er en absurd kamp at tilbagevise ordets ret med ordet selv.

Frede V. Nielsen var ikke ansat i folkeskolen 

Frede V Nielsen fortæller at han kommer fra en landmandsfamilie på Falster. Opmuntret af en lokal musiklærer i skolen fik han smag for klaveret. Det eksploderede med hans egne ord i gymnasiet, og i 1961 kom han ind på musikkonservatoriet. Han forlod konservatoriet efter et par år og fortsatte på universitetet, fordi han savnede den intellektuelle dimension og et mere akademisk studiemiljø. Her blev han optaget af musikforskning. De store forbilleder var ikke musikere, komponister eller tekstforfattere. Det var hans vejledere.

Det var Jens Peter Larsen, en internationalt anerkendt musikforsker. Det var professor Gunnar Heerup, der var ved at starte Institut for Musik og Musikvidenskab på Danmarks Lærerhøjskole. Det var professor Carl Aage Larsen, der introducerede Frede til didaktik og metodik.

Frede V Nielsen arbejdede hele sit liv med at beskrive musikundervisningen i folkeskolen. Trods det har han ikke direkte været ansat i folkeskolen, bortset fra et vikariat da han selv var blevet student.

Trods denne baggrund mente Frede ikke selv, at hans bøger bidrog til at intellektualisere musikfaget. Når snakken gik på hvad der var gået galt med folkeskolens musikuddannelse, så nævnte han også akademiseringen som et af hovedproblemerne.

Når man har fundet fred skal man videre 

Her må faget og vi der arbejder med det vedholdende og stædigt holde fast i, at musik skal høres. Musik er selve sproget. Der findes ikke nogen logik der kan gøre musikken mere levende eller virkelig gennem akademisering. Musikken er bedst som håndværk. 

Musikken i familie med idræt har det sjovere end musikken i familie med videnskaben.

At skrive lange rapporter og evalueringer af musikprojekter hører ingen steder hjemme andet end i en videnskabelig verden. Man kommer til koncerten, hvis man vil vide hvordan det gik. Man ser, hører og oplever teaterstykket, hvis man vil danne sig en mening om det.

Sådan er det og sådan kan sproget bruges til at slå det fast!

 Fantasien kender ingen grænser. Den vil finde på nyt. 

Men hvor skal vi hen? Skal vi i kroppen? Skal vi arbejde mere med at blive rørt, at røre, at komme tæt på, at mærke, være modig, selvudleverende, turde fejle og vise grimme sider af sig selv og blive stærk i sit liv? Hvor meget kan og skal musikken bruges til?

Skal vi genindføre eksamen, så eleverne i folkeskolen bliver testet i musikalske discipliner som evnen til at stå frem og evnen til at bakke op? Skal vi droppe sammenspillet på bas, guitar, keyboards og trommer og lave mere fællessang og fællesdans? Mens vi opdyrker de individuelle færdigheder som komponist og sangskrivere, ikke mindst med de mange skærmdimser som børn i forvejen finder både ro, fordybelse og fokus i at sidde med? 

Mit liv med hovedbeklædning

Lige fra jeg var dreng har jeg gået med hovedbeklædning. Som 12-årig havde jeg en slangeskindshat. Den var ikke ægte, men den skinnede ligesom sølv. Jeg var så glad for den, at jeg gik op til fotoautomaten på Roskilde Station og fik taget 3 billeder. Det kostede en hel uges lommepenge. Men det var alle pengene værd.

Som 13 årig supplerede jeg sølvhatten med en sort filthat, og bandt et tørklæde om pulden. Inspireret af mit store idol Jimi Hendrix 

Da jeg havde tabt konkurrencen til min bror, Johan om hvem der først kunne lære Michael Hardinger og Claus Asmussens guitarsoloer til Fed Rock, introducerede min fætter Johnny mig til Emerson, Lake & Palmer. Her kunne jeg drømme mig til både at spille ligeså hurtigt som Carl Palmer. Synge ligeså godt som Greg Lake. Eller... lignede jeg egentlig ikke lidt Keith Emerson?   

Som barn havde det moret mig, at folk interesserede sig for mit tøj. Jeg tænkte ikke så meget over det. Det var bare sjovt at have sjovt tøj på. Ikke noget særligt. Jeg tænkte ikke over om det havde noget med noget andet at gøre. Jeg var stadig et barn. 

Jeg holdt meget af at designe tøj. Jeg fandt gamle stofrester og syede det sammen på min mors symaskine. Imiteret tigerskind, gamle slips. Alt kunne bruges. 

Sådan her ville jeg gerne se ud. Glad, sjov og anderledes.  

Jeg havde et hvidt denim-sæt, hvor jeg havde syet blomstrede stofindlæg på lommer, ryg og læg. Jakken i rødt blomstret, og bukserne i blåt. Jeg husker en dag en tilfældig dame stoppede mig på Københavns Hovedbanegård og spurgte hvor man kunne købe sådan et sæt. Der kunne jeg, lidt genert, fortælle hende at jeg faktisk selv havde fundet på det. Hun var meget imponeret. Og jeg blev meget glad. 

Martin uden hovedbeklædning havde det ikke alt for godt. 

Barndommen var forbi, og teenagetiden var kommet brasende ind i mit liv med fuld kraft. Med bumser, armsved og en bunke spørgsmål: Gør man ting for andres eller sin egen skyld? Hvorfor er der krig? Er min tissemand for lille? Er mit hår for tykt? Hvorfor er jeg bange for at blive bange, når der ikke er noget at være bange for? Hvorfor stiller jeg alle de spørgsmål? 

Der gik en del år, hvor jeg ikke havde noget på hovedet. Men i 1980 kom kasketten og reddede mig. Nå, ja og så havde jeg et band, en musikforening, et sted at bo og nogle gode venner, der allesammen skulle spille torsdag aften på Roskilde Festival.

Men alle stillede spørgsmål. Og alle ville have svar: Hvorfor har du hele tiden den der kasket på? Sover du også med den om natten? 

Jeg vidste det ikke. Så jeg sagde blot, at jeg altid havde haft noget på hovedet og sådan var det. 

I slutningen af 80'erne købte jeg en Borsalino hat. Sådan en havde jeg længe ønsket mig. Den var sort med hattebånd og sølvfarvet silke i pulden. Noget af det bedste jeg har haft på hovedet nogensinde. Den kostede 1.000 kr. og jeg havde den i et par måneder. Så glemte jeg den på en bænk ved søerne, og fandt den aldrig igen.

Jeg tog kasketten på igen, og sådan fortsatte det langt ind i 90'erne, indtil den dag nogle unge mennesker råbte efter mig på gaden. 

 

Det var noget med tysk bøsseporno. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad de havde råbt. Men jeg fandt ud af, at læderkasketten havde skiftet betydning.  

Så kom hatten igen ind i mit liv. Jeg var blevet gift, havde fået mit første barn og var flyttet tilbage til Roskilde. Det var tid til at skifte kasketten ud. I Holbæk var der en buntmager, som havde et stort parti italienske hatte. Jeg købte en brun Borsalino der var lavet i fløjlsblødt bæverfilt. 

Og siden har jeg anskaffet mig hatte, når jeg var ude at rejse. I Barcelona købte jeg en sort Borsalino hos Sombrereria Obach. Dennegang med original hatteæske. 

Op igennem 90'erne og ind i det nye millenium supplerede jeg min samling. Blandt andet med to Stetson hatte. Den ene af dem kunne krølles sammen og puttes i lommen uden at miste pasform. Den anden fik jeg af Anders Dohn. Han fandt ud af min kærlighed til hovedbeklædning og gav mig den. Den tradition har jeg ført videre. Min brune Borsalino har Jens August Wille fået. 

Min størrelse er 61-62 og det har sat en grænse for hvor mange hatte og kasketter jeg har kunnet anskaffe mig. Når jeg idag har flere hatte end kasketter er det udtryk for at jeg slider mine kasketter op. 

Jeg har ikke tal på, hvor mange kasketter jeg har haft. I øjeblikket har jeg en Stetson sommerkasket i blød uld og en læderkasket fra MJM. Men min favorit er en Wegener med Goretex og øreflapper som kan slås ned hvis det blæser. Den kan det hele. 

På billedet har jeg taget en såkaldt mexicanerhat med. Der knytter sig en historie til den, som gør den til den dyreste hat i samlingen. En dag stod min datter i stuen, med falsk overskæg, poncho og denne hat. Hun tog sin trompet frem og spillede Mexican Hat Dance. Da hun var færdig, gjorde hun mig opmærksom på at jeg for 6 år siden havde lovet hende et kørekort, hvis hun kunne Herb Alberts gamle sang i original-tempo når hun blev 18. Godt husket. 

Der knytter sig historier til alt. Også hovedbeklædning. Og tiderne skifter. Hvor en mexicansk hat i 2016 kunne bruges til at skaffe sig et godt grin og et kørekort, optræder den idag et symbol på kulturel appropriation. 

Det er godt sådan. For hovedbeklædning har betydning. Og fordi tysk bøsseporno også forandrer sig, kan jeg igen have kasket på uden at blive råbt ad på gaden. 

Og jeg synes stadig det er sjovt at have noget på hovedet. 

Det vil fortsætte lige indtil den dag, det bliver forbudt. 

Om at komme igang med K. E. Løgstrup med Frede V. Nielsen på hold

Er man et dårligt menneske eller et filosoferende menneske, hvis man efter få siders Løgstrup læsning omkring tillid, begynder at google om han har bedraget sin hustru eller hun har bedraget ham?

Er spørgsmålet overhovedet okay? Er det et udtryk for et mistænksomt menneskesyn med netop den manglende tillid, som Løgstrup forsøger at mane frem? 

Kræver en bog hvis præmis er at tillid er medfødt, at man har tillid, og hvis man ikke har, så er man undtagelsen, der bekræfter præmissen eller er præmissen forkert?

Nå, men min baggrund er at jeg gerne vil forstå, hvorfor musikfaget er blevet akademiseret.

Jeg kom fra bogen Pseudoarbejde af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen, hvor jeg kunne se at akademiseringen af håndværksfagene skete i takt med at viden og vidensarbejde overtog arbejdspladserne i store dele af den vestlige verden. Denne akademisering blev støttet af filosofisk tænkning fra bl.a. Jürgen Habermas og vores hjemlige K.E.Løgstrup.

Så jeg gik i gang med K.E.Løgstrups første bog Den Etiske Fordring fra 1956.

Hans tanker er nemlig interessante, hvis man vil forstå Frede V. Nielsen, der har været en af hovedbagmændene bag akademiseringen af musikfaget.

Men nu...  tilbage til mistilliden.



Mit bud er, at tillid er noget, der opstår udenfor bogen, og Løgstrup har haft behov for at skrive om den. Af en eller flere grunde. Men de er ikke ligegyldige. For uden min tillid til hans præmis om medfødt tillid, er min tillid ikke tilstede.

Der er altid en grund. Det er muligt den er svær at snakke om. Men den er der.

En normal praksis i dag er at udlevere sig selv. En ansvarsfuld åndsarbejder går selv i terapi, for at afdække og afklare den personlige præmis. Mange forfattere starter ofte deres bøger om svære emner, med at forklare om deres personlige baggrund for at skrive.

Det gør Løgstrups gennembrudsværk fra 1956 om etiske fordringer ikke.

Løgstrup på stranden med sin kone Rosemarie

Det gør Frede V. Nielsen og hans bøger om musikundervisning heller ikke. 

Martin Gerup 23 juli 2018

Et Roskilde-mærke for el-køretøjer

En fra vores kvarter blev kørt ned af en ældre, ukoncentreret dame med fuld fart på el-cykel, der overså hende ved fodgængerovergangen ved Røde Port. Hun har været sygemeldt med hukommelsesproblemer og rygsmerter. El-cyklisten kørte overfor rødt. De gik over for grønt.

Røde Port

Børn ned til 15 år med 45 km i timen på cykelstien I Færdselsstyrelsens høring over udkast til bekendtgørelse af 13/2 2018 foreslår man, at lempe reglerne for en bestemt type el-cykel. Den såkaldte Speed Pedelec. Man vil lave de nuværende regler om, og lade børn helt ned til 15 år køre 45 km i timen på på cykelstien uden køreprøve, styrthjelm og nummerplade. Der er ikke sat nogen øvre aldergrænse, så i realiteten er det folk fra 15 til 90 der kan gi' den gas uden nogen form for test af syn, hørelse eller reaktionsevne.

Ole Wolff udfor Østergade 21

Byens trafik må gerne være sjov og finurlig, og jeg er helt med på at det er skønt at kunne cykle på arbejde med 45 km i timen. Helt enig i at det er mere miljørigtigt. Det er bedre at få frisk luft i sine egne lunger end at sende kuldioxid ned andres. Jeg er helt med. Men der skal være en test. For ikke alle mellem 15 og 90 år er lige trafikstærke.

Speed Pedelec el-cyklen

På cykelstien vil den nye hurtige el-cykel dele trafikvirkelighed med travle børn på vej til og fra skole, ældre med langsomme reaktionsmønstre, handicap-scootere, pizza-knallerter, avisbude, postbude på tunge el-drevne cykler.

Handy Lars i Gågaden

Den skal kunne bremse i god tid for gangbesværede ældre, folk med rollator, skolebørn i flok, hunde der får øje på andre hunde, varebiler der læsser af osv. Når man kommer op på en fart af 45 km i timen på cykelstien, så kan det gå galt. Bare med 25 km i timen gik det galt for en i vores kvarter, der bare var ude og gå tur. Næste gang kan det være et barn på vej til skole.

Hurtig mad på fuld tryk igennem byen

Roskilde mærket Der bør være tilknyttet en test af syn, hørelse og reaktionsevner, når man foreslår sådan en stor ændring af trafikmønstret på cykelstien. Vi kræver kørekort til knallert, scooter, motorcykel og bil. Alt hvad der kan køre af sig selv kræver at man lærer at styre det. De fleste er med på, at et el-køretøj er et supersmart, miljørigtigt, støjsvagt, sundhedsfremmende og handy transport-middel. Hvorfor så spille hasard med sikkerheden? Vi kunne gå foran med

Roskilde-mærket

Roskildes byvåben - et flot mærke

Det kunne foregå sådan her: Samtidig med at man erhverver sig sit fysiske el-køretøj lærer man at køre, kende og kunne sin by og sin nye maskine. 

Jeg glæder mig til at blive ældre

Den bør efter min mening være lokal og tilpasset de særlige regler og forhold Roskilde har valgt for cyklisterne i byen. De lokale forhandlere af el-køretøjer kan få til opgave at udforme den. Det betyder at de skal ansætte nogle flere folk. Men det er jo også bare en fordel. Vi bør sagtens kunne få dispensation, hvis det er det der skal til, når vi gør det for at sikre vores medborgere og vores egne reglers overlevelse.

Færdselsstyrelsens udkast til høring bør i alt fald ikke stå alene. Det er trist læsning, og lagde op til dette blog-indlæg. Og alt har en løsning. Undtagen myg. Så når staten ikke kan finde ud af at stille krav, så kunne Roskilde kommune i sin trafik-strategi være frække og gøre det.  

World Naked Bike Ride 2017

Det var i alt fald ikke for at gøre det mere kedeligt at køre rundt i sin by, jeg skrev det. 

Vikingeskibshallen - bon eller beton?

Her i december 2017 blev det afgjort af Slots- og Kulturstyrelsen, at museumshallen der huser vikingeskibene i Roskilde fortsat skal være fredet. De mener ikke, at problemet med bygningerne er så omfattende som museet mener. Det ærgrer museumsdirektør Tinna Damgaard Sørensen, der sammen med den øvrige bestyrelse nu har anket afgørelsen til kulturministeren. Hun siger, at det har været kendt siden 80'erne at der var problemer med bygningen. Her ved udgangen af 2017 er det gennemgribende forandringer der skal til både med vægge, tag og gulv. Tinna Damgård Sørensen siger, at 10-15 års arbejde for at skaffe financiering ikke er lykkedes. Nu kommer klimaforandringerne så oveni.

Hvis man som lægmand lader være med at anfægte præmisserne for afgørelsen, og nøjes med at glæde sig over at at den bliver anket til kulturministeren, så er der plads til at drømme lidt.
Man kunne godt forestille sig, at et mere transparent bygningsværk til alle sider kunne tilgodese det, der nu kun er synligt fra havsiden. Lys er en del af arkitekturen i disse år. Domkirken bliver belyst ved nattetide og byens fjernvarmeanlæg byder på natlige lyseffekter, der allerede nu er blevet en del af festivalbyens vartegn.
Med det blotte øje er det til at se, at vikingeskibsmuseets forfald ligner mange andre betonbyggeriers. Betonen er mørknet og striberne fra urent regnvand har sat sig.
Men bygningen er altså fredet. Når man kører forbi den på cykel fra land, vil man på en god dag kalde den monumental. På en overskyet dag som dette billede er taget på, minder bygningen om noget man ser i Nordkorea. Den er også en del af det, man kalder brutalismen. Mens regn og bølger har tæret på museumshallen, har Roskilde fået to nye bygningsværker: Ragnarock på Musicon og Energitårnet, tegnet af det hollandske arkitektfirma Egeraat. Her er helt anderledes materialer end beton i spil, og andre elementer blander sig i arkitekturen. Guldemalje og rødt stof, lys og skygge. Energitårnet har om dagen en rustbrun facade, der fortæller historien om hvad det skal bruges til. Om natten stråler det i mørket. Lyset er blevet en del af fjernvarmeværket. Energien spredes ud gennem huller i det rustrøde. Selve værket har på magisk vis fået både domkirke, vikingeskibe og festival med ind i sin form.

Vikingeskibsmuseet er tegnet af Erik Christian Sørensen. Han var indtil sin død i 2011 en aktiv medspiller i forsøget på at tegne sig til en løsning for museumshallen. Måske har det givet håb for en affredning, at de sidste bånd, der kunne binde fortidens beton ind i et nutidigt bygningsværk nu ikke var mere. Museet havde måske også håbet at deres timing var på plads. I 2016 tiltrådte arkitekten Merete Lind Mikkelsen som direktør for Slots- og Kulturstyrelsen. Hun har før sin direktørstilling haft tegnestue, og har bl.a. tegnet mølleribygningen på Knuthenlund, der ses på billedet her.
Det har måske uberettiget givet grund til optimisme. Det er nok med arkitektur som med musik. Selv om man er fagmand indenfor sit område, er det ikke sikkert man tænder på det samme som andre fagmænd. Vi er i æstetikkens område. Musikkens verden, som er mit fagområde, har vi ligesom i arkitektur masser af ord der kan forklare hvorfor noget er godt og andet skidt. Men det er ikke alle der finder både den vilde improviserede bee-bop og den klart strukturerede symfoniske musik lige smuk og bevaringsværdig.
Det er en smagssag om man bryder sig om sorte monumentale bygninger. Det er det samme i musikverdenen om man er til dødsmetal. Så måske giver det pote at anke afgørelsen til kulturministeren. Det hjalp den rytmiske musik til at få et rytmisk musikkonservatorium, at kulturministeriet kom ind i billedet i 80'erne, da hverken musiklæreruddannelsen, universitetet eller landets klassiske musikkonservatorier bød ind med en løsning.
Og det er en løsning der skal til. En affredning vil kunne bane vejen for en langtidsholdbar, måske mere transparent bygning med fokus på lys, skygge og de nye klimaudfordringer i Roskilde Fjord. Byggeri der kan ligge i familie med resten af hanveområdet og det arbejde museet selv påbegyndte med sin museumsø i 1997.
I den forbindelse vil det nok være sundt for museet at arbejde kreativt og økonomisk. Det er de samme mennesker, der i mange år har tegnet både fortid og fremtid for stedet, og det afspejler sig måske i de priser og overslag man kommer med. Merete Lind Mikkelsen fra Slots- og Kulturstyrelsen mener at deres bud på 75 mill kr skal reduceres til 1/3. Det er nok ikke grebet ud af den blå luft. Måske regner Vikingeskibsmuseet for højt i millionerne, når de opererer med budgetter for forandringer, undersøgelser, arkitektkonkurrencer, flytning af vikingeskibe osv. Det virker lidt vildt, at bare undersøgelser der skal frembringe et prospekt skal koste 10 millioner kroner, som Tinna forklarede i en udsendelse på Radio 24/7.
Måske kan man tænke i glas, træ og jord? Grave en masse god gammeldags jord op, så Skuldelev skibene kan ligge på en slags gravhøj, en glas sarkofag højt over vandspejlet beskyttet bag panserglas og indrammet af sort, tjæret og ligeså holdbart træ som de selv var bygget af da de blev fundet 1000 år gamle på fjordens bund. Omgivet af den ønskede voldgrav, hvor jorden før lå. Det vil også spille sammen med vikingeskibs-øen, der ligesom Vasa-museet i Stockholm har et stort element af oplevelse med sig, og er et meget levende område, som mange børnefamilier har stor glæde af at besøge.
Hvem ved, måske kan arkitektoniske toner, der lægger sig opad tænkningen lys, skygge og anderledes materialer åbne op for at få lidt mere kulør eller kunst på to af byens andre betonbygninger: Den gamle amtsgård på Køgevej og Den Flyvende Tallerken på Bymarken.
Turister og gæster på vej til dyrskuepladsen undrer sig over, at kommunens folk holder til i en betonbygning, der år for år forsvinder i snavs og planter. Det er ikke et kønt syn.

Toppen er kun køn, fordi vi har vænnet os til den. Folk der ser den første gang bryder sig ikke om den. Turister undrer sig over at den ikke er revet ned, når de hører, at den faktisk ikke bliver brugt til noget mere.
Men den har betydning for os, der voksede op i byen i 60'erne og 70'erne. Det var her vi som børn plagede vores forældre for at komme op. Turen op og ned i elevator. Kakao og pandekage i restauranten. At få lov til at gå en tur i det fri, tæt på muligheden for at falde ned, vinke til vores forældre inde i restauranten, med vinden piskende i vores lange beatles-hår. Kigge ned på byen og pege vores kammeraters huse ud.
Nu er restauranten væk og en helt ny svømmehal på vej under den store tank. Men den bliver også mørkere med årene og det beskidte regnvand sætter sine spor i betonen ligesom på Vikingeskibsmuseet. Og selvom man som lille elskede den flyvende tallerken, og synes det måske var det mest spændende byggeri i hele verden, så er den måske ikke særlig bevaringsværdig.

Morten Kabell har valgt et af magtens mest hykleriske våben: Tavshed

Facebook og lokalpolitik er en sjov og skæv størrelse. Et meget lille antal mennesker, alle med tilknytning til byråd og beslutninger hylder Jonas Paludan for hans tid i Enhedslisten på plads nr. 16. I bedste julestil bliver der delt roser ud. Især fra politiske modstandere. 

Morten Kabell

Det foregår midt i en tid, hvor en af Jonas' partikammerater, Morten Kabell bliver kritiseret for at modtage 500.000 kr i eftervederlag. 

Det har Enhedslisten en klar holdning til. Eftervederlag er til, hvis man ikke kan finde noget arbejde. Bonus-ordninger, arbejdsfri indtægter og dobbelt-løn skal afskaffes. Enhedslisten var førende i den klare og berettigede kritik af Carl Holst i 2015 om hans eftervederlag.

Carl Holst

Pernille Skipper kaldte det for grådighed at udnytte et hul i lovgivningen og lovede, at Enhedslisten ville fremsætte lovforslag om at få det stoppet: "Debatten er slet ikke slut endnu, hvis det var det Carl Holst havde håbet på", udtalte hun til BT i August 2015. Sagen endte med, at Carl Holst tilbagebetalte en del af sit eftervederlag.

Nu står Enhedslisten med en borgmester i sin midte, der udnytter at det endnu ikke er lykkedes at få loven lavet om. Vi er inde ved kernen. Det er en test af det gode mod det onde i Enhedslisten. Alle, inklusiv skurken, ved hvem skurken er. Men hvem vinder?

Morten Kabell har valgt et af magtens mest hykleriske våben: Tavshed. 

Det er hans pressechef, Morten Rixen, der bliver sendt i byen for at forklare, at ja - Morten Kabell har tænkt sig at modtage de 501.896 kr i eftervederlag fra Københavns Kommune. Og nej, Morten vil ikke fortælle hvad han får i løn i sit nye job i det private erhvervsliv. Imens synger det fra stjernerne deroppe i den mørke måneds himmel:

Bagved guldfisk og lakajer
tjener bagmænd fedt på os

Jeg tror på det gode og det grådige i mennesker. Som alle andre er jeg klar over, hvilken del af mennesket der skal vinde den kamp. Så jeg skriver ud til alle dem jeg kender, som er medlem af Enhedslisten og fortæller dem kort, at Morten er igang med at underløbe deres parti. Jeg opfordrer til at skrive til ham og hovedbestyrelsen for at få ham sat på plads. Som man nu gør med magtfuldkommenhed, fascisme og andet utøj. Man sætter det på plads, inden det begynder at folde de undskyldninger ud, der senere leder til undertrykkelse af sandheden. Tager frygten i opløbet, inden dens magt bliver fuldkommen. Min opfordring går på at skrive personligt til Morten Kabell, og med sine egne ord fortælle ham, hvordan man oplever den skade, hans grådighed gør på partiet og dets grundlag, og hvordan han kan rette op på det. Det gør venner. Det gør ægtefolk. Det gør partikammerater. Det behøver ikke være langt. Det kan blot være: Jeg er studerende, og jeg har ikke engang en fjerdedel af hvad du nu har mellem hænderne. Eller jeg er lærer, og oplever at jeg skal løbe rigtig stærkt for at du kan få den halve million kroner udbetalt af Københavns Kommune. 

Et skærmskud af en facebook tråd om emnet

Det er ikke svært at vinde over det onde. I os selv, i andre. Det behøver ikke tage mere end et minut.
Tager vi ikke det minut ud, og reagerer på uretten når den viser sig, så mister vi os selv og troen på det gode i mennesker omkring os.

Det er ikke mange, der er enig med mig i at man kan bruge ordet fascisme i den her sag. Så her er forklaringen, set fra mit skrivebord: Jeg tror ikke på at systemer kan eliminere den selvfølelse, der sætter Morten Kabell i stand til at se bort fra partiets grundholdning til grådighed, når han selv står til at modtage en halv million kroner. Jeg tror det er meget enkelt: Århh mand, en halv million. Det er jo helt vildt. Den må kunne rides af, hvis jeg nu er helt stille i pressen og kun kontakter mine partikammerater, som jeg ved vil støtte mig. De får jo 130.000 kr som partiet skal have. Og jeg har lov til at modtage resten. Det står i loven.

I alle samfund skriver magthaverne landets love. Men i et fascistisk styre skriver magthaverne love, der tilgodeser dem selv og deres privilegier. Det sker naturligvis også i Danmark. Vi kalder det nepotisme. Midt i julehygge, fællesskab og tillid til hinanden. Embedsmændene sidder med nogle love, der skal skrives. Man får nogle gode ideer. 

Hvad med at du får over en million om måneden i løn, plus dejligt mange penge, når du vælger at holde op. Nej, mener du virkelig det? Det er næsten alt for meget, det har jeg da ikke fortjent. Jo, det har du sørme. Du arbejder jo 24 timer i døgnet, min gode ven. Alle i toppen er glade. Man har hjulpet hinanden. 

Problemet er privilegier. Selvom de, der giver dem til hinanden er både begavede og har lange uddannelser, så har de endnu ikke forstået at det er dumt at give dem. For det er næsten umuligt at slippe af med dem igen.



Vi ser os selv i de personer, vi vælger som repræsentanter for demokratiet. Vi forstår godt at den herskende klasse har svært ved at sige nej til de privilegier der bliver stillet dem i udsigt. Fradrag for tøj, chauffør og ministerbil, fri telefon, 12 hotelophold om året, osv. Vi ved godt, at vi nok ville opføre os ligeså tosset selv, og det bliver man ikke alene sur på hinanden over. Det bliver man også sur på sig selv over. Alle kan se, det er sjask hamrende forkert. Men nu kan ikke slippe af med det igen. Der er gået to år, og loven ser stadig sådan ud:

§ 20. Eftervederlag til en borgmester ydes med et beløb, der for hvert påbegyndt hele år, borgmesterens sammenhængende funktionstid har varet, svarer til 1½ gange det sidst ydede månedlige borgmestervederlag, dog højst svarende til 12 gange det sidst ydede månedlige vederlag.

Stk. 2. I den sammenhængende funktionstid, jf. stk. 1, medregnes funktionstid som magistratsmedlem, udvalgsformand i en kommune med delt administrativ ledelse og som regionsrådsformand.

Enhedslistens talsmand Nikolaj Willumsen kaldte det absurd, at modtage eftervederlaget. Lasse Karlsen fra Brønshøj afdelingen mente at pengene allesammen skulle gå til Enhedslistens kasse. Vibeke Syppli Enrum, medlem af hovedbestyrelsen, mente at Enhedslisten slet ikke skal have noget med de eftervederlagspenge at gøre. Hun udtalte d. 19. december at det er et politisk og moralsk spørgsmål:

"Hvad der gælder for Carl Holst må naturligvis også gælde for Morten Kabell. Det vil være dobbeltmoralsk og hykleri, hvis vi i Enhedslisten ikke sagde, at Morten Kabell selvfølgelig skal afstå fra at modtage de penge." sagde hun og fortsatte: "Men gør Morten Kabell ikke det, så skal han som minimum donere dem til et fornuftigt formål."

I Radio 24/7 lykkedes det en journalist at få nogle ord ud af David Rønne fra hovedkontoret. Med hørbar nervøsitet forklarer han, at det ikke gør så meget med det eftervederlag, for 60% skal betales til skattefar (David bruger det udtryk) og 25-30% går til partiet. Her med hans egne ord 45:01. David Rønne bruger udtrykket såkaldt mange penge om den halve million kroner, og regner ud for sin partikammerat at han vil ende med at have 15% til sig selv. "Er det for meget", spørger han med tydelig indignation. David Rønne mener ikke at mennesket Morten Kabell er grådig. Han mener det er systemet og lovgivningen. Her er hans forklaring på, hvorfor det i Carl Holsts tilfælde var personen man gik efter. Lyt med fra 48:40.

Nu er der helt stille. Vi får se i det nye år, om det gode eller det grådige vinder i Enhedslisten. Der er magt i toppen, og den vil forsøge at forklare. Det har man prøvet før. 6 år tilbage stod fire magtfulde personer i  Enhedslistens top frem for at forsvare krig, terror og luftbombardementer som løsning i Libyen. Se her.



Jeg har den ide, at politik er noget vi alle er med til. Det foregår her. Nu. Vi påvirker hinanden, og det gør vi på de sociale medier. Jeg har skrevet i forskellige tråde jeg kan finde om emnet på facebook. Grådighed og pengebegær skal man fastholde modstanden mod, når man ser det. Også når det er ens nærmeste venner, familie og kammerater det kommer fra.

Der er kun dårlige undskyldninger for at lade være. Det tæller ikke, at man har travlt, at man har andre vigtige ting. Det tager kun et minut at tage afstand fra grådighed. Og man bliver kun mere stresset og i dårligere humør af at lade være. 

Jeg aner ikke hvordan tankerne ser ud i andres hoveder, men jeg kan forestille mig lidt af hvert, for jeg kender mit eget :-) Og jeg og min egen grådighed og magtbegær er ikke en systemfejl. Den er personlig. Og den skal bekæmpes af mig og af mine nærmeste. Vi hjælper hinanden.

Det er mit julebudskab til mig og all of you derude. 

Hjælp Morten!

 

Det kan godt lade sig gøre, mens man fortsætter med at lave den ulighedsskabende lovgivning om. 

Den elendige argumentation der ligger til grund for den holder ikke i nogen retssag. Usikkerhed i overgang fra et job til et andet er et livsgrundlag. Alle jobs idag er forbundet med usikkerhed. Det udfordrer retsbevidstheden, at have en lovgivning, der direkte hælder offentlige skattekroner over i aftrædelsesordninger for en direktør eller chef der i forvejen modtager over en million kroner om året. En minister eller en borgmester er på ingen måde mere usikker end en faglært arbejder, der går fra et job til et andet. Man kan altid få arbejde i Netto, på et lager, som nattevagt, telefonsælger, medhjælper i socialområdet. Det kan en minister også. Jeg mener det. Jeg laver ikke sjov. Hvis ikke man kan finde et job, så får man understøttelse den korte tid, det tager før noget nyt dukker op. Man dør ikke.

Enhedslistens vælgere kan ikke forstå, at dem der er nået længst op i hierakiet, dem der tjener mest, dem med de bredeste skuldre, også er dem der skal tjene mest og have mest. Det tror jeg også at selv toppen i Enhedslisten kan forstå. Inklusive Morten Kabell selv. Det er kampen mod million lønninger og arbejdsfri indkomster blandt ministre, kommunaldirektører, embedsmænd, fagforeningsbosser og borgmestre der er kernen i den forargelse og vrede, som der her sag har udløst.

Jeg har selv prøvet at modtage mange penge, og ved hvor både fedt og frustrerende det føles. Det tager et kort øjeblik og så er det forbi. Man husker slet ikke, hvor rig man er. Grådigheden lægger sig tilrette som en kat foran et musehul. Den er klar til næste gang.

Alle ved det. Det er ikke pengene det handler om. Det er hvad de kan gøre for folk. Og i dette tilfælde ved folk. CV Jørgensen har skrevet Et satanisk mesterværk om det:

Penge lyver aldrig de lugter kun lidt

nogen vil sikkert sige direkte fedt

noget hen af eau de Cologne

penge slukker selv den værste tørst

gør med lethed den allermindste allerstørst

& smager af mere & mere

Et uhelbredeligt pengebegær

vokser inden i mig ligesom cancer

der er ingen kur eller medicin der dur

& min egen krop er kun et spinkelt panser

langsomt men sikkert skal jeg ædes op

& statuerer et eksempel for enhver

fed & fyldt sinke eller forædt idiot

der trækker vejret med allerstørste besvær

Akkurat som mig psykisk ude af balance

med et system der ikke har levnet mig en jordisk chance

pengebegær er hver mands eje så jeg vogter det nøje

det hænger ved mig som en skygge der ikke la' sig forføje

Penge er et satanisk mesterværk

& alle i branchen går med sikkerhed bersærk

så snart de sætter fingrene i det

penge er noget selv et barn ka' forstå

de er til at tage & føle på

& kan være varme ligesom mennesker

Nyt pr. 11. januar 2018:
Bestyrelsen i Enhedslisten København har besluttet, at den del af tidligere Teknik- og miljøborgmester Morten Kabells eftervederlag som indbetales i partiskat ikke skal ende i partiets kasse, men i stedet doneres til sociale formål. Det konkrete formål besluttes på den københavnske generalforsamling i marts. 

Morten Kabell har i Januar 2018 forklaret og forsvaret sig med et regnskab, han har lagt ud på Facebook, som desværre ikke kan kommenteres. Morten Kabells efterfølger på posten som teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), har allerede i begyndelsen af Januar 2018 frasagt det eftervederlag, som hun ifølge reglerne har ret til, når hun stopper i jobbet. 

Hvordan gik det med at finde et godt socialt formål på generalforsamlingen i marts?

Det lykkedes ikke at finde et filantropisk formål at donere de 130.000 kr til. Det var simpelthen for svært for Enhedslistens folk. På den københavnske generalforsamling i marts stemte 59 mod 53 for at donere de mange penge til sig selv. Her er den fulde ordlyd: 

"Pecunia non olet - Penge lugter ikke – således skulle Kejser Vespasian efter sigende have sagt til sin søn Titus, da denne brokkede sig over latrinskatten. Også i dag er det forkert, at bedømme pengene efter hvor de kommer fra, frem på hvilken forandring de kan tilvejebringe. De penge, som vi som parti modtager gennem partiskatten, har alle oprindelse i det borgerlige demokratis privilegieskabende praksis. Det er derfor at vi har partiskat. Derfor bør vi ikke skelne mellem de penge, der kommer fra den afgående borgmesters eftervederlag, og de andre penge der indgår i vores budget. Derfor skal Generalforsamlingen afvise bestyrelsens indstilling om at donere pengene bort. I stedet skal det slås fast at disse penge, som alle andre midler opdrevet ved partiskatten, skal indgå i det regulære budget og bruges i det revolutionære arbejde."

Og hvordan gik det med Morten Kabell, der selv ville donere 26.000 kr til et godt formål?

I denne artikel udtaler Morten Kabell at han vil finde et sted i løbet af vinteren (2017-18) som han kan donere 26.000 kr til. 

Niels Philip Kjeldsen fra BT har undersøgt sagen, og det er lykkedes Morten Kabell at finde et sted at donere sine penge. Ifølge BT er det bekræftet at pengene er overført. 

Martin Gerup, 23 november 2018