Om at finde med fred med Frede V Nielsen

Bragt i Musiklærerforeningens fagblad Dansk Sang, nr. 3, november 2019.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at musikfaget ikke har fået løst sine grundlæggende problemer omkring uro og manglende fokus af den filosofiske forskning.

Men her søndag morgen fandt jeg fred med Frede V. Nielsen. En af dem, der har skrevet musikfaget ud af sin teoretiske og håndværksmæssige tradition og ind i en intellektuel. Frede V. Nielsen er en af hovedbagmændene bag akademiseringen af musikfaget. Stærkt inspireret af K.E.Løgstrup.

Jeg har fundet fred med Frede, selvom han gjorde liniefaget i musik til et diskussionsfag, højt på lixtal og læsning og lavt på spil, dans og sang. For han gjorde det med de bedste hensigter. Han kæmpede for at få det hele med i et alment videnskabeligt efterprøveligt sprog, som alle ville kunne forstå og tilslutte sig. Alt imens antallet af liniefagsstuderende faldt fra 400 i 2006 til 125 i 2018.

Jeg har fundet fred med Frede, selvom jeg mener han har fejlplaceret forståelsen for musikundervisningen oveni hovedet fremfor i kroppen.

Musik er verdens mest udbredte sprog. Større end både
mandarin, spansk og engelsk

Hvorfor er det ikke sjovt at uddanne sig til musiklærer?

Jeg har fundet fred med ham, fordi jeg under min frustration over at se ham beskrive mit fantastiske fag som en intellektuel disciplin, kan mærke hans stigende desperation over hvad det er for et monster han har skabt. Når han forsøger at sætte ord på det skræmmende fald i antallet af unge, der ønsker at uddanne sig til faglærere i musik er han ligesom jeg bare en ganske almindelig frustreret landmandssøn. Uddraget er hentet fra  indledningen til rapporten "Musikfaget i undervisning og uddannelse - Status og perspektiv 2010".

"Det må konstateres, at vi stadig har et musikfag i det samlede uddannelsessystem. Godt nok svækket, men alligevel genkendeligt med en egen identitet som et fag, der retter sig mod det fænomen, som vi kalder musik. I de fleste tilfælde er det fortsat muligt at tale om grundlæggende musikalske færdigheder og basal musikalsk kundskab, uden at der rejses alvorlig tvivl om, hvad det er, der sigtes til. Det er nærliggende at diskutere, om denne faglige stabilitet kan være betinget af, at der er væsenskarakteristiske træk ved musikalske fænomener, som på trods af disse fænomeners forskellighed bevirker, at vi overhovedet benævner dem „musik“. Og om den kan hænge sammen med, at musikalsk aktivitet er en så basal og fællesmenneskelig ytringsform, at den er konstituerende for musikfaget uanset dets institutionelle rammesætning." 

Det er nærmest til at græde over. Den sidste del er nærmest uforståelig. Det er som om hver sætning råber HJÆLP. Hjælp os, vores skib synker og vi aner faktisk ikke vores levende råd. Så nu siger vi en hel masse, der kan holde panikken fra døren. Den panik der handler om, hvad vi dog har gjort siden det er blevet så kedeligt at uddanne sig til musiklærer.

Men jeg har sluttet fred med Frede. For det er velment. Det er fyldt med gode hensigter.

Erkendelsen kom til mig i en pause fra min html-programmering af bogen Begejstret Musikundervisning der nu har stået på i fire feriedage. Jeg var nede og hente mig selv en kop kaffe, og kom pludselig til at tænke på, at det må være sådan her Frede V Nielsen har haft det, da han sad og skrev Almen Musikdidaktik og hentede en kop kaffe til sig selv.

Frede V. Nielsen forlod konservatoriet og fortsatte på universitetet
fordi han savnede den intellektuelle dimension og et mere akademisk studiemiljø 

Man kigger ud af vinduet. Lettere tilfreds med sig selv. Morgenens bekymringer om jorden og menneskene og generel angst er væk. Det ser ud som om der er en fremtid.

Den følelse har Frede V. Nielsen også ret til. Og K. E. Løgstrup.

Musiktimen slider lærerne op 

Jeg har fundet fred med Frede V Nielsen. Han ligner mig. Han ligner min far, der brugte et liv på musikken i folkeskolen og ofte gik ned på det. Og ja - selvfølgelig er det derfor jeg er så vred engang imellem. Det ved jeg godt! Min far elskede musik ligesom jeg. Han elskede også at formidle musik ligesom jeg. Men han blev båret væk. 59 år gammel. Musiktimerne i folkeskolen sled ham op.

Min far, Erling Gerup Nielsen, der blev en af musiklærere
der måtte forlade folkeskolen tidligere end han selv havde håbet på

Jeg har nydt det privilegium at arbejde i Musikskoler. Med børn og unge, der selv har valgt musikken. Så jeg føler jeg skylder. Jeg skylder at fortælle, hvornår musikundervisning lykkes. Jeg skylder at fortælle det igen og igen. For min fars skyld. For lærerne og børnenes skyld. For musikkens skyld.

Så jeg har fundet fred med Frede. Jeg vil ikke slås om metoder med en mand, der aldrig selv har sat sine ben i et musiklokale, udover et vikariat som ung studerende.

Bøger om didaktik og metodik er skrevet fra en intellektuel virkelighed til en anden, 
langt væk fra den kaotiske virkelighed musiklærerne står overfor i folkeskolen. 
Foto: Jakob Frølund

Jeg vil ikke være vred på Frede. Han er væk nu, og kampen står om fremtiden. Han ville det bedste for faget, men han har ikke mærket, hvor ondt det gør når kærligheden til musikken bliver sparket væk under fødderne på en. Han har ikke smerten med sig. Fornedrelsen ved at mærke det man elsker blive svinet til i en musiktime i 5. klasse. Frustrationen når man må give op og råbe hold nu mund eller det der er værre. Angsten for den hidtil ukendte væmmelse ved børn, som ingen steder hører hjemme, hvis man skal være lærer. Han er ikke blevet mødt med ordene det lyder af lort.

Jeg har fundet fred, for han har ligesom os følt, at det var vigtigt og rigtigt det han gjorde.

Han har ligesom min far og jeg arbejdet i dybden, gået langt, læst, dygtiggjort sig. Han er ikke blevet dygtig til at spille klaver. Han er ikke blevet dygtig til at undervise i folkeskolen. Men han er blevet dygtig til at formulere sig med den viden han har kunnet skaffe. Det har jeg fundet fred med.

Frede V. Nielsens bog Almen Musikdidaktik har et flygel på forsiden.
Ingen smilende, trætte, vilde og generte børn.

Der har ikke altid været et sundt og musikalsk klima omkring Frede V. Nielsen. Man talte med Frede. Man læste med Frede. Man spillede ikke. Der var ingen dans hos Frede.

Frede var ikke musiker. Han var droppet ud af konservatoriet efter et par år. Derfor var han ikke imødekommende, hvis ens præmis var at musikfaget skulle ud af det sprogliges klør og tilbage på skemaet som håndværksfag i familie med sport og idræt. I sådanne situationer mærkede man den præmis, han havde lagt nedover musikfaget. Når snakken drejede over på musiklæreren som dygtig instrumentalist, danser eller sanger så kunne han blive kold og afvisende. Så skulle man vælge at  komme på listen over interessante men ubrugelige musikundervisere, der udgjorde et dumt og ligegyldigt problem. Eller blive inde i varmen, og kunne fortsætte med at skrive i fagbladet Dansk Sang.

Fascinationen af hans person var forståelig. Der var noget sakralt, noget helligt og statueagtigt over ham. Han nød stor popularitet hos mange af sine musikstuderende, og når man var til konference på Pædagogisk Universitet, var han den der udvalgte professorer og forskere, der fik lov at få taletid fra podiet. Ingen dans, højst lidt fællessang med klaver til. Der var oplæg fra Sven-Erik Holgersen, Steen Lembcke, Signe Adrian og senere Finn Holst. Søren Bechmann kom til, fordi en stor del af musikundervisningen blev udfordret den digitale udvikling.

Men det blev ved at være no-go at tale musikfaget ud af den akademiske osteklokke. Selv med de nye praktisk-musiske muligheder, som Søren Bechmann forsøgte sig med som redaktør på emu.dk, var det stadig en lang, sætningstung virkelighed Musikpædagogikken skulle slutte op om. Vi var stadig ikke kommet hen til, at vi skal have et fag der er sjovt at være med til.

Samtaler om musik på folkeskolerne og nedgangen på søgningen til musikliniefaget, kunne ikke handle om at det ikke var attraktivt at være musiklærer. På trods af, at mange af forskerne og professorernes elever selv arbejdede med et lille timetal eller helt havde fravalgt musiklærergerningen i folkeskolen, fordi musiktimen sled dem op.

Men jeg har fundet fred med det. Jeg er afklaret.

Som jeg skrev i et tidligere blog-indlæg er Frede V. Nielsen fra en tid, hvor en forsker ikke deler sine personlige bevæggrunde til at skrive med sine læsere. Han har sikkert været i terapi som de fleste af os, men han har ikke delt det. Det kan have været grunden til, at jeg har følt mig utryg i hans selskab. Det kan også have haft betydning for hans evne til at favne og forstå de musikglade generationer, der kom efter mig. Dem der kastede sig ud i at rappe, sample og lave musikvideo.

Her er et interessant møde mellem to generationer, der har en samtale om rapporten "Musikfaget i undervisning og uddannelse - Status og perspektiv 2010". Det er Frede V. Nielsen i samtale med Thomas Blachmann, og det er Århus Universitet, der har lagt filmen ud.



Det er interessant at se, hvad der sker når den fænomenologiske forskning møder det dyr, den forsøger at indfange. Man mærker flere gange uroen i benene, og må rejse sig og bevæge sig lidt rundt. Eller sidde og småspille lidt på en guitar, for at kunne holde ud at se det hele til ende.

Tre minutter inde i interviewet går Frede igang med at aflyse hele det akademiske projekt han selv har indført på musiklæreruddannelsen. Det er en meget interessant udsendelse.

Folkeskolen har ikke fået hjælp af den musikpædagogiske forskning 

Den musikpædagogiske forskning har ikke løst folkeskolens problem. Musiklærere med stor kærlighed til musik og formidling kaster stadig håndklædet i ringen når de møder folkeskolens udgave af musikundervisning for alle. En time med 25 skønne, trætte, sultne, uimodståelige, skilsmisseramte, mærkelige, vilde og stille børn. 

Den ro og fordybelse der kræves for at gå ind i musikken og kunstens verden er ikke tilstede. Eleverne er godt bekendt med den foran deres skærme. Men i skolens musiktimer går det ofte galt. Nogen af eleverne ved simpelthen ikke, hvordan man kan opføre sig anderledes i musik end at løbe rundt og være urolig. 

Lærerne og eleverne har ikke fået hjælp af musikforskerne og den omfattende samling af videnskabelige artikler til at skabe praktisk-musiske rammer. For forskerne har arbejdet hjemme  uden tilknytning til børnenes hverdag i skolen. Et nærliggende spørgsmål er derfor aldrig dukket op i Frede V. Nielsens verden: Musiktimen bør i nogle tilfælde helt aflyses, lægges sammen og bruges i et  længerevarende, mere dybtstikkende forløb, der kan give plads til ro og fordybelse. Kreative rammer til kreative fag. Ligesom ude i erhvervsvirkelighedens musik- og teaterverden.

Men nu har jeg fundet fred. Fred med Frede i alt fald :-)

Frede V. Nielsen ville gøre musikfaget til videnskab 

For jeg kan godt se, at hensigten har været at gøre musikfaget til et anerkendt videnskabeligt fag. At det er sket på bekostning af interessen fra dem, der skulle uddanne sig til musiklærere er så en anden sag. Kampen om at få musikken ud af kroppen og ind i et akademisk miljø er vundet. De velskrevne indviklede bøger om didaktik og metodik har adresse til andre intellektuelle forskere og videnskabsmænd. Skrevet fra en intellektuel virkelighed til en anden, langt væk fra den kaotiske virkelighed musiklærerne står overfor i folkeskolen.

Men jeg er ikke mere vred. Der sidder kun en splint af moralsk forargelse over den manglende respekt for virkeligheden de priviligerede musikforskere har haft. Deres indbyrdes kappestrid om at skrive de mest betydningstunge observationer af, hvad der foregik i deres hoveder omkring hvad der foregik i andres hoveder når de underviste i musik. Jeg skal dy mig for at gætte på menneskelige egenskaber og behov som forfængelighed, selvhøjtidelighed og mangel på humor. Men det undrer mig at der blandt begavede musikforskere udvokser en akademisk forskningsvirkelighed, hvor professorer i pædagogik i årevis affinder sig med en tænkt sandhed fremfor den virkelighed der udspiller sig i folkeskolen. 

Hvad skulle jeg, min far og andre musiklærere i folkeskolen med indviklede tankekonstruktioner med lange, lange sætninger, når det var værktøj til at løse problemet med ro i klassen vi havde brug for?

Skal musik forstås ind i hele kroppen?

Man må godt dykke dybt i musikkens hav. Man må godt skrive bøger om sine overvejelser. Men det akademiske tager tid fra praksis. Sådan er det bare. For et døgn har kun 24 timer.

Det er en kamp. En kamp om magt. En kamp om retten til at definere præmissen.
Problemet er at håndværkeren ikke får noget ud af at afsløre den akademiske disciplin. Det er en absurd kamp at tilbagevise ordets ret med ordet selv.

Frede V. Nielsen var ikke ansat i folkeskolen 

Frede V Nielsen fortæller at han kommer fra en landmandsfamilie på Falster. Opmuntret af en lokal musiklærer i skolen fik han smag for klaveret. Det eksploderede med hans egne ord i gymnasiet, og i 1961 kom han ind på musikkonservatoriet. Han forlod konservatoriet efter et par år og fortsatte på universitetet, fordi han savnede den intellektuelle dimension og et mere akademisk studiemiljø. Her blev han optaget af musikforskning. De store forbilleder var ikke musikere, komponister eller tekstforfattere. Det var hans vejledere.

Det var Jens Peter Larsen, en internationalt anerkendt musikforsker. Det var professor Gunnar Heerup, der var ved at starte Institut for Musik og Musikvidenskab på Danmarks Lærerhøjskole. Det var professor Carl Aage Larsen, der introducerede Frede til didaktik og metodik.

Frede V Nielsen arbejdede hele sit liv med at beskrive musikundervisningen i folkeskolen. Trods det har han ikke direkte været ansat i folkeskolen, bortset fra et vikariat da han selv var blevet student.

Trods denne baggrund mente Frede ikke selv, at hans bøger bidrog til at intellektualisere musikfaget. Når snakken gik på hvad der var gået galt med folkeskolens musikuddannelse, så nævnte han også akademiseringen som et af hovedproblemerne.

Når man har fundet fred skal man videre 

Her må faget og vi der arbejder med det vedholdende og stædigt holde fast i, at musik skal høres. Musik er selve sproget. Der findes ikke nogen logik der kan gøre musikken mere levende eller virkelig gennem akademisering. Musikken er bedst som håndværk. 

Musikken i familie med idræt har det sjovere end musikken i familie med videnskaben.

At skrive lange rapporter og evalueringer af musikprojekter hører ingen steder hjemme andet end i en videnskabelig verden. Man kommer til koncerten, hvis man vil vide hvordan det gik. Man ser, hører og oplever teaterstykket, hvis man vil danne sig en mening om det.

Sådan er det og sådan kan sproget bruges til at slå det fast!

 Fantasien kender ingen grænser. Den vil finde på nyt. 

Men hvor skal vi hen? Skal vi i kroppen? Skal vi arbejde mere med at blive rørt, at røre, at komme tæt på, at mærke, være modig, selvudleverende, turde fejle og vise grimme sider af sig selv og blive stærk i sit liv? Hvor meget kan og skal musikken bruges til?

Skal vi genindføre eksamen, så eleverne i folkeskolen bliver testet i musikalske discipliner som evnen til at stå frem og evnen til at bakke op? Skal vi droppe sammenspillet på bas, guitar, keyboards og trommer og lave mere fællessang og fællesdans? Mens vi opdyrker de individuelle færdigheder som komponist og sangskrivere, ikke mindst med de mange skærmdimser som børn i forvejen finder både ro, fordybelse og fokus i at sidde med? 

Mit liv med hovedbeklædning

Lige fra jeg var dreng har jeg gået med hovedbeklædning. Som 12-årig havde jeg en slangeskindshat. Den var ikke ægte, men den skinnede ligesom sølv. Jeg var så glad for den, at jeg gik op til fotoautomaten på Roskilde Station og fik taget 3 billeder. Det kostede en hel uges lommepenge. Men det var alle pengene værd.

Som 13 årig supplerede jeg sølvhatten med en sort filthat, og bandt et tørklæde om pulden. Inspireret af mit store idol Jimi Hendrix 

Da jeg havde tabt konkurrencen til min bror, Johan om hvem der først kunne lære Michael Hardinger og Claus Asmussens guitarsoloer til Fed Rock, introducerede min fætter Johnny mig til Emerson, Lake & Palmer. Her kunne jeg drømme mig til både at spille ligeså hurtigt som Carl Palmer. Synge ligeså godt som Greg Lake. Eller... lignede jeg egentlig ikke lidt Keith Emerson?   

Som barn havde det moret mig, at folk interesserede sig for mit tøj. Jeg tænkte ikke så meget over det. Det var bare sjovt at have sjovt tøj på. Ikke noget særligt. Jeg tænkte ikke over om det havde noget med noget andet at gøre. Jeg var stadig et barn. 

Jeg holdt meget af at designe tøj. Jeg fandt gamle stofrester og syede det sammen på min mors symaskine. Imiteret tigerskind, gamle slips. Alt kunne bruges. 

Sådan her ville jeg gerne se ud. Glad, sjov og anderledes.  

Jeg havde et hvidt denim-sæt, hvor jeg havde syet blomstrede stofindlæg på lommer, ryg og læg. Jakken i rødt blomstret, og bukserne i blåt. Jeg husker en dag en tilfældig dame stoppede mig på Københavns Hovedbanegård og spurgte hvor man kunne købe sådan et sæt. Der kunne jeg, lidt genert, fortælle hende at jeg faktisk selv havde fundet på det. Hun var meget imponeret. Og jeg blev meget glad. 

Martin uden hovedbeklædning havde det ikke alt for godt. 

Barndommen var forbi, og teenagetiden var kommet brasende ind i mit liv med fuld kraft. Med bumser, armsved og en bunke spørgsmål: Gør man ting for andres eller sin egen skyld? Hvorfor er der krig? Er min tissemand for lille? Er mit hår for tykt? Hvorfor er jeg bange for at blive bange, når der ikke er noget at være bange for? Hvorfor stiller jeg alle de spørgsmål? 

Der gik en del år, hvor jeg ikke havde noget på hovedet. Men i 1980 kom kasketten og reddede mig. Nå, ja og så havde jeg et band, en musikforening, et sted at bo og nogle gode venner, der allesammen skulle spille torsdag aften på Roskilde Festival.

Men alle stillede spørgsmål. Og alle ville have svar: Hvorfor har du hele tiden den der kasket på? Sover du også med den om natten? 

Jeg vidste det ikke. Så jeg sagde blot, at jeg altid havde haft noget på hovedet og sådan var det. 

I slutningen af 80'erne købte jeg en Borsalino hat. Sådan en havde jeg længe ønsket mig. Den var sort med hattebånd og sølvfarvet silke i pulden. Noget af det bedste jeg har haft på hovedet nogensinde. Den kostede 1.000 kr. og jeg havde den i et par måneder. Så glemte jeg den på en bænk ved søerne, og fandt den aldrig igen.

Jeg tog kasketten på igen, og sådan fortsatte det langt ind i 90'erne, indtil den dag nogle unge mennesker råbte efter mig på gaden. 

 

Det var noget med tysk bøsseporno. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad de havde råbt. Men jeg fandt ud af, at læderkasketten havde skiftet betydning.  

Så kom hatten igen ind i mit liv. Jeg var blevet gift, havde fået mit første barn og var flyttet tilbage til Roskilde. Det var tid til at skifte kasketten ud. I Holbæk var der en buntmager, som havde et stort parti italienske hatte. Jeg købte en brun Borsalino der var lavet i fløjlsblødt bæverfilt. 

Og siden har jeg anskaffet mig hatte, når jeg var ude at rejse. I Barcelona købte jeg en sort Borsalino hos Sombrereria Obach. Dennegang med original hatteæske. 

Op igennem 90'erne og ind i det nye millenium supplerede jeg min samling. Blandt andet med to Stetson hatte. Den ene af dem kunne krølles sammen og puttes i lommen uden at miste pasform. Den anden fik jeg af Anders Dohn. Han fandt ud af min kærlighed til hovedbeklædning og gav mig den. Den tradition har jeg ført videre. Min brune Borsalino har Jens August Wille fået. 

Min størrelse er 61-62 og det har sat en grænse for hvor mange hatte og kasketter jeg har kunnet anskaffe mig. Når jeg idag har flere hatte end kasketter er det udtryk for at jeg slider mine kasketter op. 

Jeg har ikke tal på, hvor mange kasketter jeg har haft. I øjeblikket har jeg en Stetson sommerkasket i blød uld og en læderkasket fra MJM. Men min favorit er en Wegener med Goretex og øreflapper som kan slås ned hvis det blæser. Den kan det hele. 

På billedet har jeg taget en såkaldt mexicanerhat med. Der knytter sig en historie til den, som gør den til den dyreste hat i samlingen. En dag stod min datter i stuen, med falsk overskæg, poncho og denne hat. Hun tog sin trompet frem og spillede Mexican Hat Dance. Da hun var færdig, gjorde hun mig opmærksom på at jeg for 6 år siden havde lovet hende et kørekort, hvis hun kunne Herb Alberts gamle sang i original-tempo når hun blev 18. Godt husket. 

Der knytter sig historier til alt. Også hovedbeklædning. Og tiderne skifter. Hvor en mexicansk hat i 2016 kunne bruges til at skaffe sig et godt grin og et kørekort, optræder den idag et symbol på kulturel appropriation. 

Det er godt sådan. For hovedbeklædning har betydning. Og fordi tysk bøsseporno også forandrer sig, kan jeg igen have kasket på uden at blive råbt ad på gaden. 

Og jeg synes stadig det er sjovt at have noget på hovedet. 

Det vil fortsætte lige indtil den dag, det bliver forbudt. 

Om at komme igang med K. E. Løgstrup med Frede V. Nielsen på hold

Er man et dårligt menneske eller et filosoferende menneske, hvis man efter få siders Løgstrup læsning omkring tillid, begynder at google om han har bedraget sin hustru eller hun har bedraget ham?

Er spørgsmålet overhovedet okay? Er det et udtryk for et mistænksomt menneskesyn med netop den manglende tillid, som Løgstrup forsøger at mane frem? 

Kræver en bog hvis præmis er at tillid er medfødt, at man har tillid, og hvis man ikke har, så er man undtagelsen, der bekræfter præmissen eller er præmissen forkert?

Nå, men min baggrund er at jeg gerne vil forstå, hvorfor musikfaget er blevet akademiseret.

Jeg kom fra bogen Pseudoarbejde af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen, hvor jeg kunne se at akademiseringen af håndværksfagene skete i takt med at viden og vidensarbejde overtog arbejdspladserne i store dele af den vestlige verden. Denne akademisering blev støttet af filosofisk tænkning fra bl.a. Jürgen Habermas og vores hjemlige K.E.Løgstrup.

Så jeg gik i gang med K.E.Løgstrups første bog Den Etiske Fordring fra 1956.

Hans tanker er nemlig interessante, hvis man vil forstå Frede V. Nielsen, der har været en af hovedbagmændene bag akademiseringen af musikfaget.

Men nu...  tilbage til mistilliden.



Mit bud er, at tillid er noget, der opstår udenfor bogen, og Løgstrup har haft behov for at skrive om den. Af en eller flere grunde. Men de er ikke ligegyldige. For uden min tillid til hans præmis om medfødt tillid, er min tillid ikke tilstede.

Der er altid en grund. Det er muligt den er svær at snakke om. Men den er der.

En normal praksis i dag er at udlevere sig selv. En ansvarsfuld åndsarbejder går selv i terapi, for at afdække og afklare den personlige præmis. Mange forfattere starter ofte deres bøger om svære emner, med at forklare om deres personlige baggrund for at skrive.

Det gør Løgstrups gennembrudsværk fra 1956 om etiske fordringer ikke.

Løgstrup på stranden med sin kone Rosemarie

Det gør Frede V. Nielsen og hans bøger om musikundervisning heller ikke. 

Martin Gerup 23 juli 2018

Et Roskilde-mærke for el-køretøjer

En fra vores kvarter blev kørt ned af en ældre, ukoncentreret dame med fuld fart på el-cykel, der overså hende ved fodgængerovergangen ved Røde Port. Hun har været sygemeldt med hukommelsesproblemer og rygsmerter. El-cyklisten kørte overfor rødt. De gik over for grønt.

Røde Port

Børn ned til 15 år med 45 km i timen på cykelstien I Færdselsstyrelsens høring over udkast til bekendtgørelse af 13/2 2018 foreslår man, at lempe reglerne for en bestemt type el-cykel. Den såkaldte Speed Pedelec. Man vil lave de nuværende regler om, og lade børn helt ned til 15 år køre 45 km i timen på på cykelstien uden køreprøve, styrthjelm og nummerplade. Der er ikke sat nogen øvre aldergrænse, så i realiteten er det folk fra 15 til 90 der kan gi' den gas uden nogen form for test af syn, hørelse eller reaktionsevne.

Ole Wolff udfor Østergade 21

Byens trafik må gerne være sjov og finurlig, og jeg er helt med på at det er skønt at kunne cykle på arbejde med 45 km i timen. Helt enig i at det er mere miljørigtigt. Det er bedre at få frisk luft i sine egne lunger end at sende kuldioxid ned andres. Jeg er helt med. Men der skal være en test. For ikke alle mellem 15 og 90 år er lige trafikstærke.

Speed Pedelec el-cyklen

På cykelstien vil den nye hurtige el-cykel dele trafikvirkelighed med travle børn på vej til og fra skole, ældre med langsomme reaktionsmønstre, handicap-scootere, pizza-knallerter, avisbude, postbude på tunge el-drevne cykler.

Handy Lars i Gågaden

Den skal kunne bremse i god tid for gangbesværede ældre, folk med rollator, skolebørn i flok, hunde der får øje på andre hunde, varebiler der læsser af osv. Når man kommer op på en fart af 45 km i timen på cykelstien, så kan det gå galt. Bare med 25 km i timen gik det galt for en i vores kvarter, der bare var ude og gå tur. Næste gang kan det være et barn på vej til skole.

Hurtig mad på fuld tryk igennem byen

Roskilde mærket Der bør være tilknyttet en test af syn, hørelse og reaktionsevner, når man foreslår sådan en stor ændring af trafikmønstret på cykelstien. Vi kræver kørekort til knallert, scooter, motorcykel og bil. Alt hvad der kan køre af sig selv kræver at man lærer at styre det. De fleste er med på, at et el-køretøj er et supersmart, miljørigtigt, støjsvagt, sundhedsfremmende og handy transport-middel. Hvorfor så spille hasard med sikkerheden? Vi kunne gå foran med

Roskilde-mærket

Roskildes byvåben - et flot mærke

Det kunne foregå sådan her: Samtidig med at man erhverver sig sit fysiske el-køretøj lærer man at køre, kende og kunne sin by og sin nye maskine. 

Jeg glæder mig til at blive ældre

Den bør efter min mening være lokal og tilpasset de særlige regler og forhold Roskilde har valgt for cyklisterne i byen. De lokale forhandlere af el-køretøjer kan få til opgave at udforme den. Det betyder at de skal ansætte nogle flere folk. Men det er jo også bare en fordel. Vi bør sagtens kunne få dispensation, hvis det er det der skal til, når vi gør det for at sikre vores medborgere og vores egne reglers overlevelse.

Færdselsstyrelsens udkast til høring bør i alt fald ikke stå alene. Det er trist læsning, og lagde op til dette blog-indlæg. Og alt har en løsning. Undtagen myg. Så når staten ikke kan finde ud af at stille krav, så kunne Roskilde kommune i sin trafik-strategi være frække og gøre det.  

World Naked Bike Ride 2017

Det var i alt fald ikke for at gøre det mere kedeligt at køre rundt i sin by, jeg skrev det.