Sider

lørdag den 29. september 2018

Mit liv med hovedbeklædning

Lige fra jeg var dreng har jeg gået med hovedbeklædning. Som 12-årig havde jeg en slangeskindshat. Den var ikke ægte, men den skinnede ligesom sølv. Jeg var så glad for den, at jeg gik op til fotoautomaten på Roskilde Station og fik taget 3 billeder. Det kostede en hel uges lommepenge. Men det var alle pengene værd.


Som 13 årig supplerede jeg sølvhatten med en sort filthat, og bandt et tørklæde om pulden. Inspireret af mit store idol Jimi Hendrix 



Da jeg havde tabt konkurrencen til min bror, Johan om hvem der først kunne lære Michael Hardinger og Claus Asmussens guitarsoloer til Fed Rock, introducerede min fætter Johnny mig til Emerson, Lake & Palmer. Her kunne jeg drømme mig til både at spille ligeså hurtigt som Carl Palmer. Synge ligeså godt som Greg Lake. Eller... lignede jeg egentlig ikke lidt Keith Emerson?   


Som barn havde det moret mig, at folk interesserede sig for mit tøj. Jeg tænkte ikke så meget over det. Det var bare sjovt at have sjovt tøj på. Ikke noget særligt. Jeg tænkte ikke over om det havde noget med noget andet at gøre. Jeg var stadig et barn. 



Jeg holdt meget af at designe tøj. Jeg fandt gamle stofrester og syede det sammen på min mors symaskine. Imiteret tigerskind, gamle slips. Alt kunne bruges. 

Sådan her ville jeg gerne se ud. Glad, sjov og anderledes.  


Jeg havde et hvidt denim-sæt, hvor jeg havde syet blomstrede stofindlæg på lommer, ryg og læg. Jakken i rødt blomstret, og bukserne i blåt. Jeg husker en dag en tilfældig dame stoppede mig på Københavns Hovedbanegård og spurgte hvor man kunne købe sådan et sæt. Der kunne jeg, lidt genert, fortælle hende at jeg faktisk selv havde fundet på det. Hun var meget imponeret. Og jeg blev meget glad. 

Martin uden hovedbeklædning havde det ikke alt for godt. 


Barndommen var forbi, og teenagetiden var kommet brasende ind i mit liv med fuld kraft. Med bumser, armsved og en bunke spørgsmål: Gør man ting for andres eller sin egen skyld? Hvorfor er der krig? Er min tissemand for lille? Er mit hår for tykt? Hvorfor er jeg bange for at blive bange, når der ikke er noget at være bange for? Hvorfor stiller jeg alle de spørgsmål? 

Der gik en del år, hvor jeg ikke havde noget på hovedet. Men i 1980 kom kasketten og reddede mig. Nå, ja og så havde jeg et band, en musikforening, et sted at bo og nogle gode venner, der allesammen skulle spille torsdag aften på Roskilde Festival.



Men alle stillede spørgsmål. Og alle ville have svar: Hvorfor har du hele tiden den der kasket på? Sover du også med den om natten? 

Jeg vidste det ikke. Så jeg sagde blot, at jeg altid havde haft noget på hovedet og sådan var det. 

I slutningen af 80'erne købte jeg en Borsalino hat. Sådan en havde jeg længe ønsket mig. Den var sort med hattebånd og sølvfarvet silke i pulden. Noget af det bedste jeg har haft på hovedet nogensinde. Den kostede 1.000 kr. og jeg havde den i et par måneder. Så glemte jeg den på en bænk ved søerne, og fandt den aldrig igen.

Jeg tog kasketten på igen, og sådan fortsatte det langt ind i 90'erne, indtil den dag nogle unge mennesker råbte efter mig på gaden. 

 

Det var noget med tysk bøsseporno. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad de havde råbt. Men jeg fandt ud af, at læderkasketten havde skiftet betydning.  


Så kom hatten igen ind i mit liv. Jeg var blevet gift, havde fået mit første barn og var flyttet tilbage til Roskilde. Det var tid til at skifte kasketten ud. I Holbæk var der en buntmager, som havde et stort parti italienske hatte. Jeg købte en brun Borsalino der var lavet i fløjlsblødt bæverfilt. 

Og siden har jeg anskaffet mig hatte, når jeg var ude at rejse. I Barcelona købte jeg en sort Borsalino hos Sombrereria Obach. Dennegang med original hatteæske. 


Op igennem 90'erne og ind i det nye millenium supplerede jeg min samling. Blandt andet med to Stetson hatte. Den ene af dem kunne krølles sammen og puttes i lommen uden at miste pasform. Den anden fik jeg af Anders Dohn. Han fandt ud af min kærlighed til hovedbeklædning og gav mig den. Den tradition har jeg ført videre. Min brune Borsalino har Jens August Wille fået. 

Min størrelse er 61-62 og det har sat en grænse for hvor mange hatte og kasketter jeg har kunnet anskaffe mig. Når jeg idag har flere hatte end kasketter er det udtryk for at jeg slider mine kasketter op. 


Jeg har ikke tal på, hvor mange kasketter jeg har haft. I øjeblikket har jeg en Stetson sommerkasket i blød uld og en læderkasket fra MJM. Men min favorit er en Wegener med Goretex og øreflapper som kan slås ned hvis det blæser. Den kan det hele. 

På billedet har jeg taget en såkaldt mexicanerhat med. Der knytter sig en historie til den, som gør den til den dyreste hat i samlingen. En dag stod min datter i stuen, med falsk overskæg, poncho og denne hat. Hun tog sin trompet frem og spillede Mexican Hat Dance. Da hun var færdig, gjorde hun mig opmærksom på at jeg for 6 år siden havde lovet hende et kørekort, hvis hun kunne Herb Alberts gamle sang i original-tempo når hun blev 18. Godt husket. 

Der knytter sig historier til alt. Også hovedbeklædning. Og tiderne skifter. Hvor en mexicansk hat i 2016 kunne bruges til at skaffe sig et godt grin og et kørekort, optræder den idag et symbol på kulturel appropriation. 

Det er godt sådan. For hovedbeklædning har betydning. Og fordi tysk bøsseporno også forandrer sig, kan jeg igen have kasket på uden at blive råbt ad på gaden. 

Og jeg synes stadig det er sjovt at have noget på hovedet. 


Det vil fortsætte lige indtil den dag, det bliver forbudt.