Jeg kan godt lide at have musik for mig selv. Sidde og nørde med det, finde ud af hvordan det hænger sammen, og derefter dele det med andre.
Normalt foregår det i et musiklokale. Her vil jeg gøre det på min blog.
Secret Oyster var et af de bands jeg lyttede til som ung i 70'erne. Her i 2019 spillede jeg med Secret Oysters bandleder Karsten Vogel, og fik ved den lejlighed originalnoderne til Dampexpressen: Det første nummer på debutpladen fra 1973.
Det er et nummer, der har en sådan arabisk-inspireret intro. Den lettere oversete men meget brugte dur-skala med lavt 2. og 6. trin. Claus Böhlings guitar bliver fadet ind. Bassisten Mads Vinding spiller 8'dele på C. En slags pumpebas orgelpunkt. Når teknikeren har fået skruet op for kanalerne, så transponerer det hele en stor sekund op. Kenneth Knudsen kommer ind med temaet på keys, Bo Thrige Andersen bygger op med noget der minder om Ian Paice hi-hat introen til Smoke on the water. Bandleder Karsten Vogel står klar i kulissen og venter på sin entré 0:30.
Der, et halvt minut inde, går det løs. Et nyt dansk superband er født. Det er Burnin' Red Ivanhoe plus moms. Beatmusikkens velkendte 4/4 takt sammen med et supersejt to-takters basostinat, og Karsten Vogels saxofon ovenpå.
 |
| Tema + bas-ostinat, Dampexpressen Karsten Vogels originalnoder |
Temaet kommer ind igen efter 8 takter. Det snor sig rytmisk ovenpå de 4/4 og starter forfra efter 5 takter. Midt i bas-ostinatet. Ikke så mærkeligt at Bo (trommeslageren) lægger op til næste formled efter 10 takter. Det havde jo været ligeså naturligt som efter 12. Et par synkoper på crash-bækkenet i takt 11 og 12 og en åben hi-hat der går fra 4'dele til 8'dele. Og så er vi der.
Akkorden er en slags D7sus4. På den måde er vi i rock-land, selvom det er fusionsjazz. Temaet har godtnok den lille terts i sig, men den fungerer mest som en sus-agtig tone på 9'eren. Mere som en undtagelse end en kønsbestemmelse. Man kan jo bare prøve at spille en D-mol under temaet, så kan man høre hvor dårligt det lyder.... heldigvis.
B-stykkets seks takter har i de første fire nogle power akkorder (ja, det hed det jo ikke dengang i 70'erne) i markante tre-delte rytmiske figurer. Det sjove her er at Karsten slutter af med hele to ledetoner. Først C# og så... med et lille kækt lift Eb. Så får Bo to takter til at lave et klassisk Søren Berlev trommefill over til C-stykket. Her fortsætter power akkorderne som E5 D5 C5 D5 og transponerer efter 16 takter til C. Og her sker det igen! Vi støder ind i at akkorderne godtnok får køn: Fra C5 til Bb5,9 til Am til Ab. Med lille og stort terts i de to sidste akkorder. Men... det virker mere som noget der tilfældigt er på besøg i det nedadgående kvintiske end som noget kønsbestemt. Og for en god ordens skyld: Al denne herlighed i C transponeres ned til B, lægger sig to takter på E hvor Claus Bøhling starter sin første guitarsolo. Den kører i otte takter mol-blues i G, direkte over i D-stykket.
D-stykkets tema har samme elementer som A-stykkets. De to stykker deler melodisk ide, tonal spændvidde, forrykkelser og rytmiske mønstre med hinanden. Bas-figuren er den samme (bare i G) Forskellen er at nu spiller Claus og Karsten unisont. Som en pudsigt (ind)fald skifter bassen toneart midt i det hele. Da temaet skal gentages, er backingen pludselig i D. Som om A-stk og D-stk skal mødes på en eller anden måde.
Med udgangspunkt i Karstens original-noder fortsatte jeg arbejdet med at plotte stykkerne ned på noder.
Der er flere interessante numre på Secret Oysters debutplade, og jeg kan anbefale at checke den ud og gå igang med at lytte dem af.
Anbefalinger herfra er Vive La Quelle? Det tredje nummer på debutalbummet.
Det afbrudte tema i A-stykket bliver blandt andet spillet af et orgel. B-stykkets basgang går i starten opad på den nedadgående cirkus-agtige melodi, men ender med at hoppe med på cirkus-vognen og gå kromatisk nedad til de afsluttende breaks.
Martin Gerup, opdateret august 2021
