Kold orange trøffel - sjældent nævnt men aldrig glemt

I min barndom var jeg meget sparsommelig. Men der er to ting, der står tilbage som stærke minder, der godt måtte koste noget. Den ene var min perlegrønne Raleigh Chopper. Den anden var Kold Orange Trøffel. 

 

Nå, ja og så kærligheden. Den måtte også godt koste noget. Men det hele hang sammen. Jeg drømte om at køre Helle Rex hjem på min Grønne Chopper. Der var plads til hende lige bag mig på den lange twin-saddel. Og jeg drømte om at have råd til at købe ligeså mange Kold Orange Trøffel jeg havde lyst til. 

Køreturene med Helle blev aldrig til noget, og med årene mistede det store bagdæk på min chopper luften. Men Nestlés guddommelige nougat-orange chokoladestang kan stadig sende mig langt ud i drømmeland, og få mine tænder til at løbe i vand. 

Den blev lanceret som 'en lækker stang der lægger op til en hyggestund' i 1957. Den var på markedet indtil starten af det nye millenium. 

Pludselig en dag var den væk. Uden et ord. Uden en officiel ceremoni forsvandt den fra hylderne. 

I 2005 skrev Mathilde Walther Clark Nekrolog over en kultchokolade. 

Hun fortæller om sin kamp for at få den tilbage på hylderne. Hun ringer Nestlés produktansvarlige op. Hun forsøger at mobilisere sine læsere. Minder os om at Kung Fu isen kun genopstod som følge at et massivt pres på Frisko Is. Det er stærk læsning. En sjælden opbakning til en gudsvelsignet  chokolademundfuld, der imødeså sin egen død i en lille skinne af pap. 

Jeg har dage, hvor jeg bare må ud og prøve igen. Fra supermarked til supermarked. Besat af tanken om, at den på magisk vis er kommet tilbage. Pludselig åbenbarer sig midt imellem de mange hyldemeter slik. Afsløret af et lysglimt i sin blå, orange metaldragt midt i det kæmpestore udvalg. 

I chokoladeforretningerne kan man købe stænger med både orange og trøffel og nougat. Men altid er der noget galt. Enten skuffer den med et uvedkommende fyld af hvid marcipan eller også er den hård og ufremkommelig. Orange-smagen er ofte tæt på. Men konsistensen og sammensætningen er den gal med. 

På et vikingeskibs-museum kan vi se skibene. Vi kan lytte til historierne. Mærke på det skind, der er brugt til klæder. Dufte tjæren. Men vi har endnu tilgode at kunne komme på smagsmuseum, hvor vi med egne tunger kan opleve fortidens smagsfortryllelser. 

Og åh, hvor jeg dog savner den nougat-agtige lille stang, der smagte så himmelsk og smeltede så let at man var nødt til at spise den hurtigt, selvom man havde lyst til at forlænge øjeblikket til uendelighed.