Det er søndag og klokken er 6.30. Jeg vågnede efter at være skvattet om kl. 22 i går aftes. Kom lige i tanke om det gode gamle ord: Dagbog. Må lige af med det. Fredag havde vi besøg af Gitte, og efter lidt god mad og vinho fik Dorte og jeg lov til at snakke om vores ægteskab (Det er så dejligt at have venner, der har taget en gestalt-terapeutisk uddannelse!) Lørdag morgen gik vi en lang tur op omkring Ro's Torv og købte ind, ud omkring Bygma for at finde en låge til Hemsen på første sal (Advarsel til ægtepar: Gå aldrig i byggemarked uden at have fordelt arbejdsopgaverne mellem jer. Det har samme skilsmissepotentiale som støvsugning, op- og tøjvask) Som familier er flest fandt vi hinanden igen (jeg er så forfængelig hvad angår at skændes på åben gade - sorry!) og det gav og en lang dejlig gåtur ned langs banen, igennem Østre Kirkegård (der er ikke noget som døde mennesker, når sindet er i oprør - tak, døde mennesker!) videre nedad Klosterengen, Kong Valdemarsvej, Vikingeskibsmuseet. Jeg viste Dorte hvor vinterbaderne holder til (må se at komme igang) og vi fortsatte ud igennem Kællingehaven og endte ved Skt. Hans Kirkegård (igen - tak!). Der er en bænk langs vandet med udsigt til siv. Her er rigtig godt at være. Al den kærlighed man nærer til hinanden har mulighed for at komme til udtryk på den bænk. En blokeret havudsigt skiller udlængselen fra ensomheden. Her forstår vi begge hvad det er vi slås med. Sammen og hver for sig. Her tæt på Skt. Hans Hospitals døde overlæger vågner erkendelsen til live. Sammen med indre omskrivninger af "Kvinde Min" strofer omkring at hustle, spille tosset, snyde, skammet mig ved man også pludselig hvad stjålet af din kærlighed, du ved besked betyder. Åh, hvor er stjernestunder vigtige. Tilgivelse. Tårer. Kærtegn. Lassie vender hjem. Vi fortsatte op gennem Skt. Hans hospital til Skt. Jørgensbjerg (kan aldrig rigtig forlige mig med den ro hospitalet udstråler og den angst og sorg, der er inde i de store gamle bygninger) Igennem Skt. Hans gade hvor en af patienterne efter en tur på den lokale bodega stillede sig op midt på vejen for at få et lift de 400 m hjem. Pas på, moster - dovenskab kan koste liv. Op gennem Weisegangen, forbi Domkirken og op på Stændertorvet, hvor der var udsigt til ost, røget makrel og nyopgravede kartofler. Mmhm - mums i lokalet. Forbi Netto og Kvickly og få noget brød og så hjem til Østergade og spise frokost. Dorte var ved at gå sukkerkold, så her fik vi reddet vores ægteskab nok engang. Jeg var godt træt efter den lange gå-tur, men Hjørdis skulle køres ind til fødselsdag hos hendes Rørvig-veninde Frida, så en morfar måtte aflyses og det gjorde egentlig heller ikke så meget, for vi kunne ikke stoppe her. Vi måtte have mere. Mads Willes optræden i En Smule Stilhed Før Stormen måtte vi se. Det viste sig at der akkurat var to billetter tilbage, så hurtigt parkere bilen og kværne 3/4 af en øl i baren og ding-ding-ding. Så sad vi bænket i Husets Teater på Halmtorvet. Forestillingen var god, Mads spiller godt - sgu - han suger energi til sig - og tale-teater gør ikke så meget, når det handler om forfængelighed i de forskellige generationer.
Vi endte på 1. sal i Shezan på Istedgade, hvor vi fik Lassi, Lam i spinat, myntesauce, Kylling Masala - og øl igen. Vera var vist rigtig glad for at have en aften alene, og da vi kom hjem havde hun linet det helt store videooptage udstyr an i stuen, hvor hun sad og spillede guitar, sang og - ja, lavede film.
Jeg gik i brædderne kl. 22 - og er nu vågnet helt op. Klokken er 7.29. Tror jeg vækker fruen med en kop-tu-kaf'.
