Sider

torsdag den 8. april 2021

Christiansborg støvsuger kommunerne for dygtige kvinder. Det stjæler væksten fra provinsen

Det er blevet en særlig disciplin for partierne på Christiansborg at snuppe de dygtigste kvindelige politikere fra lokalpolitik. Men baglandet skal stå fast på, at man ikke bare kan gå på stjernefangst i kommunerne, for det står i vejen for vækst uden for København. 

Bragt i uddrag i Information d. 25. maj 2021 - link

Vi er i tider, hvor kvinder heldigvis indtager rollen som ledere langt mere naturligt end dengang jeg var dreng i 60'erne og 70'erne. Dengang fik min mor ikke opbakning fra min far, da hun ville gå på Slagelse Børnehaveseminarium. Mine egne døtre i 20'erne udfordrer mig idag på mine holdninger til både køn, race og sexualitet. Jeg har - som mand - meget at lære endnu, og meget af det lærer jeg af dygtige, empatiske, intelligente kvinder. Jeg er feminist. Jeg er woke. Parat til at tage skyld på mig. Parat til at sige undskyld, når jeg har krænket andre. For jeg kan efterhånden forstå, at det især er kvinderne og pigerne der har måttet lide under den selvforståelse, vi mænd i mange år har indtaget verden med. 

Men mange unge kvinder forlader lokalpolitik for en karriere i København. Joy Mogensen, Zenia Stampe og Samira Nawa er markante, dygtige Roskilde-politikere, der valgte Folketinget fremfor det kommunale selvstyre i byen.


Da Samira boede i Roskilde, var hun ligesom Joy Mogensen kendt for sine fremragende taler til møder rundt om i byen. Mange Radikale håbede på at få hende i byrådet. Men hun endte ligesom Zenia med at søge mod København og fik en plads i Folketinget, da det Det Radikale Venstre stormede frem fra 8 til 16 mandater ved valget i 2019.  

Zenia Stampe havde hele tiden meldt ud, at det var folketingsgruppen hun var interesseret i. Jeg fik muligheden for at være med i hendes valgkampagne i Roskilde i sommeren 2011. Som en af dem, der skulle lave noget sjovt. Hendes mand, Martin Lyngbo, foreslog at vi lavede en video, der kunne gå viralt. Han kendte en fyr, der havde sat kulør på teaterskole-festerne med mandestrip. Vi skrev en god, gammeldags slagsang og optog det hele i et take. 



Joy Mogensen var borgmester i Roskilde med et at de højeste stemmetal nogensinde. Hun fik 14.761 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017. Hun var i lykkelige omstændigheder og havde masser af succes. Hun havde skabt en by med masser af musik og kultur. Hun havde lavet et Rockmuseum. Hun kunne spille på klaver. 

Men Joy Mogensen var folkevalgt i Roskilde. Det var folkets stemmer, ikke Joy Mogensens. Og slet ikke moderpartiets inde på Christiansborg. Alligevel ringede Mette Frederiksen og spurgte, om hun ville være kulturminister. Og hun skal svare hurtigere end man kan nå at synge: "please don't take her just because you can". 


Politik er det muliges kunst. Men den ene kan ikke forvalte den andens mandat. Både partierne og deres bagland skal stå fast på, at Folketinget ikke bare skal gå på stjernefangst i resten af landet og uhindret  snuppe hvem de har lyst til. 

For det danner præcedens. Har man gjort det en gang, så kan man gøre det igen. Og så kan man næste gang hugge Holbæks unge borgmester Christina Krzyrosiak Hansen. Eller en af de unge, ambitiøse kvinder i DR3's serie Benhårde veninder


Det er min personlige holdning, at populære lokalpolitikere er vigtigere for landspolitik end populære folketingspolitikere er for kommunalpolitik. 

Så i stedet for at friste populære talenter i det kommunalpolitiske væksthus til at forlade kommunerne kunne Christiansborg gå aktivt ind i at få valgt nye kolleger, der tilbyder friske øjne på de problemer, de selv er kørt fast i. 

Det kunne være friske øjne, der kan hjælpe kulturministeriets medarbejdere med ideer til, hvordan alle børn kan komme til at spille et musikinstrument. Friske øjne på momsrefusions-skandalen, der har direkte betydning for, om udbetalingen af coronahjælpepakker går rigtigt til. 

Men måske har Christiansborg især brug for friske øjne til at finde ud af, hvordan man klarer sig uden at støvsuge kommunerne for dygtige kvinder i lokalpolitik. Det har nemlig store konsekvenser for væksten i resten af landet. 

red. 30. juli 2021

Tillykke, Joy – du er den nordiske kulturminister, der kom bedst ud af corona-året



Joy Mogensen kan glæde sig over at ligge helt i top ifølge en rapport fra Nordisk Råd. Hun ligger suverænt i spidsen, når det gælder kulturbudgetstøtte i 2020. På trods af personlige og politiske nederlag, er hun den nordiske kulturminister der kommer ud af corona-året med det bedste resultat. Så hun kan roligt overlade roret til en anden under sin barsel.


Bragt i uddrag i Politiken  d. 20. juli 2021 


Joy Mogensen var utroligt populær i Roskilde i sin borgmesterperiode fra 2011-2019. Mere end hver tredje vælger satte deres personlige kryds ud for hendes navn ved kommunalvalget i 2017. Selvom det gav Socialdemokratiet absolut flertal i Roskilde Byråd, fortsatte Joy den samarbejdende og inkluderende politiske stil. Hun havde efter seks år i borgmesterstolen fået bevis for, at venlig imødekommenhed og vilje til at lytte og samarbejde var hendes folkelige mandat. Med 14.961 personlige stemmer. 


Der var ingen skjult dagsorden hos Joy. Hun lyttede til folk hver især, men hendes helt store styrke var at få folk til at arbejde sammen. Det gav hende utrolig meget opbakning blandt kollegerne i byrådet. I lyset af den kunne hun sætte sine mærkesager musik og kultur på dagsordenen. 

Da kulturministeren var borgmester her i byen var hun kendt for at lytte. For at være der, hvor der var brug for hende. Om det var i timelange møder eller med gummistøvler på i Jyllinge Nordmark, når Fjorden igen var gået over sine bredder. 


Her i Roskilde var det en stor fordel for hendes popularitet, at hun ikke gjorde noget stort nummer ud af sig selv. Her var hun vellidt som anti-tesen på den selvpromoverende politikertype, der ikke kan sige undskyld og aldrig tager fejl. 

Joy var forbillede for de byrådspolitikere, der indtil da havde kommunikeret gennem byrådsreferater og lokalaviser. Hun fik dem op af stolen og ind foran kameraet, så de blev synlige på de sociale medier. Hun har også været rollemodel for andre yngre kvinder i dansk kommunalpolitik. Blandt andet Holbæks unge borgmester Christina Krzyrosiak Hansen. 

Hun havde altid tid til borgerne i byen. Man kunne stoppe hende på gaden og tale med hende om stort og småt. Og nogengange ende op med at blive fotograferet sammen med hende, når hun holdt taler ved et musikarrangement hvor den lokale pressefotograf Jan Partoft var til stede. 


Da hun blev gravid, blev det fulgt som var det en royal begivenhed. Man fulgte med i størrelsen på maven, og der blev liket og sendt hjerter i hendes retning. Med sin helt naturlige fornemmelse for at dele både personlige og politiske emner, fortalte hun åbent om sine planer. Man kan godt være både alenemor og borgmester, når man har sin familie og sine politiske arbejdskammerater omkring sig. Hvis ikke i et Socialdemokratisk samfund, hvor så? 


Derfor fik hendes partikollega Simon Simonsen tørt på, da han formastede sig til at kritisere hende for sit valg. Han måtte undskylde og give hende et kram i Aftenshowet, inden han fik lov at slippe ud af studiet. På Facebook sendte Mette Frederiksen positive emojis i hendes retning, og kaldte Simon Simonsens mening for et uhørt angreb på en kollega. 



Resten af historien kender vi. Socialdemokraterne vandt valget i 2019. Hun blev ringet op af Mette Frederiksen og fik 10 minutter til at beslutte sig for, om hun ville være kulturminister. Hun sagde ja.

I oktober 2019 mistede Joy barnet hun havde båret på. Hun forsvandt fra politik og lukkede sig inde med sin sorg og smerte sammen med familien. Hun kom tilbage i sit job fra nytårsskiftet 2020. Det blev forår og Corona lukkede landet ned i marts. 


Mette Frederiksen overtog kommunikationen med det kriseramte land. Joy Mogensen  blev ikke inviteret med til pressemøderne. Det var smittespredning det handlede om. Kulturen måtte vente. 


Kulturlivet viste sig forventeligt som særligt følsom overfor den tydelige prioritering af sundhedsområdet. Man forventede en vred, autonom minister der kunne tale dunder mod de andre ministeriers prioriteringer. Joy skulle ikke snakke Mette Frederiksen efter munden. Hun skulle tale kulturlivet op. Kunstnere og klummeskribenter kastede sig over hende og spørgsmålene væltede ind i kommentarsporene. Hvorfor er Bilka åben, når museerne skal holde lukket? Hvorfor kommenterer du ikke på milliardkompensationen til landets få minkavlere, når alle de mennesker der lever af kunst, kultur og sport også har mistet milliarder i indtægt? 


I kulturlivets top var der bemærkelsesværdigt stille. Kultursoldaterne angreb kulturministeren. Men kulturgeneralerne var tavse. Selv da Joy Mogensen skabte det lovgrundlag, der gav medierne mulighed for at forhandle indhold og indtægter med de sociale medier, var der ingen kulturbosser der kom på banen. Som om det var for svært for dem. 


Joy Mogensen fastholdt at de hjælpepakker, der var vedtaget nok også skulle nå ud til kulturens folk. Og hun havde belæg for sine løfter. En rapport fra Nordisk Ministerråd, kunne fortælle at den danske kulturbudgetstøtte i 2020 lå i top. Langt foran både Norge, Sverige, Finland og Island. 


Af den bevilligede støtte til kultursektoren over kulturbudgettet, lå Joy Mogensen i top med hele 0,14% af BNP. Det største i Skandinavien. Mens hun havde corona-støttet med 3,3 milliarder d.kr., lå de andre lande i gennemsnit på 1,2 milliarder d.kr. Selv de mytebelagte oliemilliarder i Norge rakte kun til en andenplads, når kulturbudgetstøtten blev regnet ud pr. ansat i kultursektoren. 




Så vi kan glæde os over, at vi har en kulturminister, der sammen med sin regering satte høje standarder for kulturstøtte under corona-pandemien. 


Så tillykke, Joy. Med det hele. Du behøver ikke bekymre dig. Du er var den nordiske kulturminister der kom ud af corona-året med det bedste resultat. Du kan med god samvittighed overlade roret til en anden under din barsel. 


red. 30. juli 2021

søndag den 5. januar 2020

Secret Oyster: En hemmelig instrumental perle fra 70'erne

Jeg kan godt lide at have musik for mig selv. Sidde og nørde med det, finde ud af hvordan det hænger sammen, og derefter dele det med andre. 


Normalt foregår det i et musiklokale. Her vil jeg gøre det på min blog. 


Secret Oyster var et af de bands jeg lyttede til som ung i 70'erne. Her i 2019 spillede jeg med Secret Oysters bandleder Karsten Vogel, og fik ved den lejlighed originalnoderne til Dampexpressen: Det første nummer på debutpladen fra 1973. 


Det er et nummer, der har en sådan arabisk-inspireret intro. Den lettere oversete men meget brugte dur-skala med lavt 2. og 6. trin. Claus Böhlings guitar bliver fadet ind. Bassisten Mads Vinding spiller 8'dele på C. En slags pumpebas orgelpunkt. Når teknikeren har fået skruet op for kanalerne, så transponerer det hele en stor sekund op. Kenneth Knudsen kommer ind med temaet på keys, Bo Thrige Andersen bygger op med noget der minder om Ian Paice hi-hat introen til Smoke on the water. Bandleder Karsten Vogel står klar i kulissen og venter på sin entré 0:30.

Der, et halvt minut inde, går det løs. Et nyt dansk superband er født. Det er Burnin' Red Ivanhoe plus moms. Beatmusikkens velkendte 4/4 takt sammen med et supersejt to-takters basostinat, og Karsten Vogels saxofon ovenpå. 

Tema + bas-ostinat, Dampexpressen
Karsten Vogels originalnoder

Temaet kommer ind igen efter 8 takter. Det snor sig rytmisk ovenpå de 4/4 og starter forfra efter 5 takter. Midt i bas-ostinatet. Ikke så mærkeligt at Bo (trommeslageren) lægger op til næste formled efter 10 takter. Det havde jo været ligeså naturligt som efter 12. Et par synkoper på crash-bækkenet i takt 11 og 12  og en åben hi-hat der går fra 4'dele til 8'dele. Og så er vi der. 

Akkorden er en slags D7sus4. På den måde er vi i rock-land, selvom det er fusionsjazz. Temaet har godtnok den lille terts i sig, men den fungerer mest som en sus-agtig tone på 9'eren. Mere som en undtagelse end en kønsbestemmelse. Man kan jo bare prøve at spille en D-mol under temaet, så kan man høre hvor dårligt det lyder.... heldigvis.

B-stykkets seks takter har i de første fire nogle power akkorder (ja, det hed det jo ikke dengang i 70'erne) i markante tre-delte rytmiske figurer. Det sjove her er at Karsten slutter af med hele to ledetoner. Først C# og så...  med et lille kækt lift Eb. Så får Bo to takter til at lave et klassisk Søren Berlev trommefill over til C-stykket. Her fortsætter power akkorderne som E5 D5 C5 D5 og transponerer efter 16 takter til C. Og her sker det igen! Vi støder ind i at akkorderne godtnok får køn: Fra C5 til Bb5,9 til Am til Ab. Med lille og stort terts i de to sidste akkorder. Men... det virker mere som noget der tilfældigt er på besøg i det nedadgående kvintiske end som noget kønsbestemt. Og for en god ordens skyld: Al denne herlighed i C transponeres ned til B, lægger sig to takter på E hvor Claus Bøhling starter sin første guitarsolo. Den kører i otte takter mol-blues i G, direkte over i D-stykket.

D-stykkets tema har samme elementer som A-stykkets. De to stykker deler melodisk ide, tonal spændvidde, forrykkelser og rytmiske mønstre med hinanden. Bas-figuren er den samme (bare i G) Forskellen er at nu spiller Claus og Karsten unisont. Som en pudsigt (ind)fald skifter bassen toneart midt i det hele. Da temaet skal gentages, er backingen pludselig i D. Som om A-stk og D-stk skal mødes på en eller anden måde.

Med udgangspunkt i Karstens original-noder fortsatte jeg arbejdet med at plotte stykkerne ned på noder. 

 
Der er flere interessante numre på Secret Oysters debutplade, og jeg kan anbefale at checke den ud og gå igang med at lytte dem af.  

Anbefalinger herfra er Vive La Quelle? Det tredje nummer på debutalbummet. 
 
Det afbrudte tema i A-stykket bliver blandt andet spillet af et orgel. B-stykkets basgang går i starten opad på den nedadgående cirkus-agtige melodi, men ender med at hoppe med på cirkus-vognen og gå kromatisk nedad til de afsluttende breaks. 

Check Secret Oyster ud. Det er en hemmelig perle blandt danske instrumentalbands fra 70'erne. 

Martin Gerup, opdateret august 2021

søndag den 28. april 2019

Stem på din fødselsdag


Nynke Tromp, en hollandsk designer og researcher, arbejder med at skabe simple forandringer der så at sige snyder os til på en simpel måde at tackle komplekse sociale udfordringer. Hun og hendes team foreslår et andet valgsystem. 

Du kan se og høre hende tale om det her TedxDelft. Det begynder 3:25 inde. 


Stem på din fødselsdag vil med din opbakning kunne blive til et borgerforslag. Det kræver 4 forslagsstillere, og dernæst 50.000 borgere der bakker op om ideen.

Du kan støtte ideen ved at scrolle ned i bunden. Du kan også læse videre. Det her er den fulde ordlyd af Nynke Tromps TedxTalk Disrupting Democracy: 

Den måde måde vi har organiseret vores demokrati nu skaber nogle alvorlige problemer. Jeg vil gerne belyse tre af dem: 

Det første problem er at vi har skabt et system, hvor hændelser er mere vigtige end længerevarende visioner. Hvis du ser på hvad politikere mest af alt gør i dag, er det at reagere på dagligdagens problemer, kommentere på skandaler og endda også saftige rygter om deres kolleger. Men spørgsmålet er om vi stemte på dem for at de kunne gøre det. Jeg siger, det gjorde vi ikke. Vi stemte på dem, så de kunne lede os til en bedre fremtid. 
Ikke desto mindre - noget så tidskrævende og komplekst som at udvikle længerevarende planer for et land får ikke nogen respons i vores system, fordi vi vil have handling nu.

Det andet problem er, at vi har skabt et system hvor det at være elsket er vigtigere end ens kunnen. Prøv at se på det her billede og stil dig selv spørgsmålet: Hvem vil du gerne have skal lede dit land?


Vi ved alle, hvem der vinder. Vi elsker skønhed, og åbenbart foretrækker vi en leder der bruger tid på sit udseende end en der bruger sin tid på at læse politisk videnskab. Jeg siger ikke, at det at kunne optræde i medierne ikke er en egenskab politikere ikke skal have idag, men hvad jeg argumenterer for er, at der er andre kvaliteter der er ligeså vigtige og måske endda endnu mere vigtige for et godt lederskab. Hvad med kreativitet? Hvad med af et rent og nysgerrigt hjerte at kunne lytte til mod-argumenter? Eller hvad med samarbejdsevner? Disse egenskaber har ikke betydning i vores system idag, sålænge du ikke ser godt ud på kamera.

Det tredje problem er det faktum at vores politiske arena er blevet en platform for destruktiv konkurrence. Nu er det sådan det er, men det bliver særlig tydeligt i valgperioden op til et valg. For i opbygningen til et valg omgiver partimedlemmerne sig med kampagne-teams der udvikler de mest effektive strategier til at vinde over modparten, stikke en kniv i ryggen på dem og gøre det på det rigtige tidspunkt i kampagnen, og gøre det på sådan en catchy måde at det vil blive vist igen og igen i medierne. Vores valgsystem er blevet til en ordinær gladiator kamp og vi er blevet publikum der hylder det. 

Hvor det altsammen fører os hen, kan blive samlet op i denne graf:



I nogle år interesserer politik ikke mange af os, men ligeså snart valgperioden starter bliver vores behov for underholdning trigget. Og vi køber glade billetter til dette medie-cirkus. Det er underholdende, det er sjovt. Men hvad kan vi rent faktisk fordøje i de to måneder? Selvfølgelig vil det handle om de ting, der gør os bekymret idag og selvfølgelig vil de politiske analyser ikke nå et niveau, hvor de også kan vurdere medie optræden eller kampagne strategier. Men det yder ikke retfærdighed til den kompleksitet politik handler om.  

Så derfor vil jeg gerne foreslå noget andet.


... at stemme på din fødselsdag!

Det er sådan her det foregår: Hvert år har du én stemme og gennem en periode på 4 år, som er valgperioden I Holland, betyder det at du har fire stemmer.
Men... når du stemmer sker der ikke noget direkte. Det er kun efter fire år, at alle stemmerne fra alle indbyggere vil blive talt. På en såkaldt #optællingsdag. Og denne dag er kick-off på dannelsen af en ny regering. (Det er efter denne dag at alle, inklusive politikerne selv får en fornemmelse af hvordan det er gået i løbet af alle fire år og ikke kun de få måneder op til valget.)

Lad mig prøve at tage jer igennem et scenarie på hvordan det vil fungere i praksis, så vi kan mærke hvad forskellen er. Iblandt alle disse mennesker er det dig der har fødselsdag næste gang.


Så imellem alle disse mennesker handler det om DIG nu.


og en uge før din fødselsdag vil du modtage dette brev fra regeringen. I dette tilfælde Dronnningen.  (jeg har tilladt mig at bruge vores egen dronning)  

TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN

Du er ved at slutte dit 39. år med statsborgerskab i dette land. Vi vil gerne have at du bekræfter dit statsborgerskab så vi beder dig gå ud på folkevalg.dk og afgive din stemme.

Med venlig hilsen
Hendes Majestæt
Dronningen af Danmark 
Margrethe d. II


Så du undersøger om der allerede er et parti der har stor opbakning, eller om der er en vigtig politisk debat igang. Men der er ingenting. Det kan nemlig ikke være kampagne-dag hver dag. Politikere har også andre ting at tage sig af. Så den næste morgen diskuterer du din kommende fødselsdag med nogen af dine kolleger og du spørger dem, hvem de stemte på da det var deres fødselsdag. Og din kollega fortæller hvorfor han eller hun stemte på det parti eller den bestemte politiker. Mens din kollega fortæller om en hændelse, der var enormt vigtig for 3 måneder siden, vil det vise sig for jer begge om den hændelse også er vigtig her tre måneder efter. Og om politikeren eller partiet er lykkedes med noget på det område, hændelsen vedrører. (Nynke siger: I vil begge opleve at den sag egentlig var forgæves og hvor utilfredsstillende det er at basere sin politiske stemme på noget der allerede efter tre måneder har mistet sin betydning.)

Men hvordan beslutter man, hvem man skal stemme på? Jo, du går ud på websitet ligesom dronningen anbefaler dig at gøre, og der vil du finde fremtidsvisionerne og partiprogrammerne for alle partierne i dit land. Der vil du finde informationer om, hvad partierne og politikerne har tænkt sig at gøre ifht skolerne og sundhedsvæsenet. Der vil du kunne læse om partiernes ambitioner ifht klimaet og udlændinge. Hvad de vil gøre mht landets økonomi. Og mens du læser dette vil du måske genkalde dig øjeblikke hvor politikerne rent faktisk skabte resultater der hang sammen med deres ønsker for fremtiden. Og det bliver på den baggrund du kan beslutte dig for, hvem du skal stemme på. Men du skal naturligvis også huske at holde fødselsdag (Nynke: efter du har spist din fødselsdagskage!)

Optællingsdag


Som sagt vil det her ske fire gange i træk og så vil det være #optællingsdag. Og optællingsdagen vil være en stor begivenhed. For det der vil ske på optællingsdagen er, at medierne vil gå tilbage og se på hvad der så er sket i de fire år der er gået - istedet for de sidste to måneder - og de vil prøve at belyse øjeblikke hvor politikerne skabte resultater i forhold til den fremtid de har lovet dig at de ville arbejde for. 

Og så, selvfølgelig vil der stadig være politikere der er mere bekymrede for om de nu tager sig godt ud på skærmen, og der vil stadig være politikere der er optaget af at stikke knive i ryggen på deres modstandere. Men for dem vil #optællingsdag være en ret smertefuld oplevelse. Og ligesådan for de folk, der har brugt deres stemmer på dem. 

Og i modsætning til vores nuværende system, har vi ikke fire år til at glemme det hele igen. For dagen efter #optællingsdag vil folk skulle stemme igen. Så dette system forfører politikerne til at vise deres evner. Deres samarbejdsevner og evner til at skabe resultater. (Nynke: vise deres evner til at udvikle et land til at blive et bedre sted at være) Og det fører også os til at stemme på dem for det de kan udrette istedet for deres smukke smil.

Nynke Tromp, Tedx Talk Disrupting Democracy 25 okt 2012

Borgerforslag  


Vil du være med til at gøre Nynkes ide til et borgerforslag i Danmark, så klik dig ind her eller ring på 40920747, så får vi det til at ske. Ja, vi gør! 

torsdag den 22. november 2018

Om at finde med fred med Frede V Nielsen

Bragt i Musiklærerforeningens fagblad Dansk Sang, nr. 3, november 2019.


Jeg har aldrig lagt skjul på, at musikfaget ikke har fået løst sine grundlæggende problemer omkring uro og manglende fokus af den filosofiske forskning.

Men her søndag morgen fandt jeg fred med Frede V. Nielsen. En af dem, der har skrevet musikfaget ud af sin teoretiske og håndværksmæssige tradition og ind i en intellektuel. Frede V. Nielsen er en af hovedbagmændene bag akademiseringen af musikfaget. Stærkt inspireret af K.E.Løgstrup.

Jeg har fundet fred med Frede, selvom han gjorde liniefaget i musik til et diskussionsfag, højt på lixtal og læsning og lavt på spil, dans og sang. For han gjorde det med de bedste hensigter. Han kæmpede for at få det hele med i et alment videnskabeligt efterprøveligt sprog, som alle ville kunne forstå og tilslutte sig. Alt imens antallet af liniefagsstuderende faldt fra 400 i 2006 til 125 i 2018.

Jeg har fundet fred med Frede, selvom jeg mener han har fejlplaceret forståelsen for musikundervisningen oveni hovedet fremfor i kroppen.

Musik er verdens mest udbredte sprog. Større end både
mandarin, spansk og engelsk

Hvorfor er det ikke sjovt at uddanne sig til musiklærer?


Jeg har fundet fred med ham, fordi jeg under min frustration over at se ham beskrive mit fantastiske fag som en intellektuel disciplin, kan mærke hans stigende desperation over hvad det er for et monster han har skabt. Når han forsøger at sætte ord på det skræmmende fald i antallet af unge, der ønsker at uddanne sig til faglærere i musik er han ligesom jeg bare en ganske almindelig frustreret landmandssøn. Uddraget er hentet fra  indledningen til rapporten "Musikfaget i undervisning og uddannelse - Status og perspektiv 2010".

"Det må konstateres, at vi stadig har et musikfag i det samlede uddannelsessystem. Godt nok svækket, men alligevel genkendeligt med en egen identitet som et fag, der retter sig mod det fænomen, som vi kalder musik. I de fleste tilfælde er det fortsat muligt at tale om grundlæggende musikalske færdigheder og basal musikalsk kundskab, uden at der rejses alvorlig tvivl om, hvad det er, der sigtes til. Det er nærliggende at diskutere, om denne faglige stabilitet kan være betinget af, at der er væsenskarakteristiske træk ved musikalske fænomener, som på trods af disse fænomeners forskellighed bevirker, at vi overhovedet benævner dem „musik“. Og om den kan hænge sammen med, at musikalsk aktivitet er en så basal og fællesmenneskelig ytringsform, at den er konstituerende for musikfaget uanset dets institutionelle rammesætning." 

Det er nærmest til at græde over. Den sidste del er nærmest uforståelig. Det er som om hver sætning råber HJÆLP. Hjælp os, vores skib synker og vi aner faktisk ikke vores levende råd. Så nu siger vi en hel masse, der kan holde panikken fra døren. Den panik der handler om, hvad vi dog har gjort siden det er blevet så kedeligt at uddanne sig til musiklærer.

Men jeg har sluttet fred med Frede. For det er velment. Det er fyldt med gode hensigter.

Erkendelsen kom til mig i en pause fra min html-programmering af bogen Begejstret Musikundervisning der nu har stået på i fire feriedage. Jeg var nede og hente mig selv en kop kaffe, og kom pludselig til at tænke på, at det må være sådan her Frede V Nielsen har haft det, da han sad og skrev Almen Musikdidaktik og hentede en kop kaffe til sig selv.

Frede V. Nielsen forlod konservatoriet og fortsatte på universitetet
fordi han savnede den intellektuelle dimension og et mere akademisk studiemiljø 

Man kigger ud af vinduet. Lettere tilfreds med sig selv. Morgenens bekymringer om jorden og menneskene og generel angst er væk. Det ser ud som om der er en fremtid.

Den følelse har Frede V. Nielsen også ret til. Og K. E. Løgstrup.

Musiktimen slider lærerne op 

Jeg har fundet fred med Frede V Nielsen. Han ligner mig. Han ligner min far, der brugte et liv på musikken i folkeskolen og ofte gik ned på det. Og ja - selvfølgelig er det derfor jeg er så vred engang imellem. Det ved jeg godt! Min far elskede musik ligesom jeg. Han elskede også at formidle musik ligesom jeg. Men han blev båret væk. 59 år gammel. Musiktimerne i folkeskolen sled ham op.

Min far, Erling Gerup Nielsen, der blev en af musiklærere
der måtte forlade folkeskolen tidligere end han selv havde håbet på

Jeg har nydt det privilegium at arbejde i Musikskoler. Med børn og unge, der selv har valgt musikken. Så jeg føler jeg skylder. Jeg skylder at fortælle, hvornår musikundervisning lykkes. Jeg skylder at fortælle det igen og igen. For min fars skyld. For lærerne og børnenes skyld. For musikkens skyld.

Så jeg har fundet fred med Frede. Jeg vil ikke slås om metoder med en mand, der aldrig selv har sat sine ben i et musiklokale, udover et vikariat som ung studerende.

Bøger om didaktik og metodik er skrevet fra en intellektuel virkelighed til en anden, 
langt væk fra den kaotiske virkelighed musiklærerne står overfor i folkeskolen. 
Foto: Jakob Frølund

Jeg vil ikke være vred på Frede. Han er væk nu, og kampen står om fremtiden. Han ville det bedste for faget, men han har ikke mærket, hvor ondt det gør når kærligheden til musikken bliver sparket væk under fødderne på en. Han har ikke smerten med sig. Fornedrelsen ved at mærke det man elsker blive svinet til i en musiktime i 5. klasse. Frustrationen når man må give op og råbe hold nu mund eller det der er værreAngsten for den hidtil ukendte væmmelse ved børn, som ingen steder hører hjemme, hvis man skal være lærer. Han er ikke blevet mødt med ordene det lyder af lort.

Jeg har fundet fred, for han har ligesom os følt, at det var vigtigt og rigtigt det han gjorde.

Han har ligesom min far og jeg arbejdet i dybden, gået langt, læst, dygtiggjort sig. Han er ikke blevet dygtig til at spille klaver. Han er ikke blevet dygtig til at undervise i folkeskolen. Men han er blevet dygtig til at formulere sig med den viden han har kunnet skaffe. Det har jeg fundet fred med.

Frede V. Nielsens bog Almen Musikdidaktik har et flygel på forsiden.
Ingen smilende, trætte, vilde og generte børn.

Der har ikke altid været et sundt og musikalsk klima omkring Frede V. Nielsen. Man talte med Frede. Man læste med Frede. Man spillede ikke. Der var ingen dans hos Frede.

Frede var ikke musiker. Han var droppet ud af konservatoriet efter et par år. Derfor var han ikke imødekommende, hvis ens præmis var at musikfaget skulle ud af det sprogliges klør og tilbage på skemaet som håndværksfag i familie med sport og idræt. I sådanne situationer mærkede man den præmis, han havde lagt nedover musikfaget. Når snakken drejede over på musiklæreren som dygtig instrumentalist, danser eller sanger så kunne han blive kold og afvisende. Så skulle man vælge at  komme på listen over interessante men ubrugelige musikundervisere, der udgjorde et dumt og ligegyldigt problem. Eller blive inde i varmen, og kunne fortsætte med at skrive i fagbladet Dansk Sang.

Fascinationen af hans person var forståelig. Der var noget sakralt, noget helligt og statueagtigt over ham. Han nød stor popularitet hos mange af sine musikstuderende, og når man var til konference på Pædagogisk Universitet, var han den der udvalgte professorer og forskere, der fik lov at få taletid fra podiet. Ingen dans, højst lidt fællessang med klaver til. Der var oplæg fra Sven-Erik Holgersen, Steen Lembcke, Signe Adrian og senere Finn Holst. Søren Bechmann kom til, fordi en stor del af musikundervisningen blev udfordret den digitale udvikling.

Men det blev ved at være no-go at tale musikfaget ud af den akademiske osteklokke. Selv med de nye praktisk-musiske muligheder, som Søren Bechmann forsøgte sig med som redaktør på emu.dk, var det stadig en lang, sætningstung virkelighed Musikpædagogikken skulle slutte op om. Vi var stadig ikke kommet hen til, at vi skal have et fag der er sjovt at være med til.

Samtaler om musik på folkeskolerne og nedgangen på søgningen til musikliniefaget, kunne ikke handle om at det ikke var attraktivt at være musiklærer. På trods af, at mange af forskerne og professorernes elever selv arbejdede med et lille timetal eller helt havde fravalgt musiklærergerningen i folkeskolen, fordi musiktimen sled dem op.

Men jeg har fundet fred med det. Jeg er afklaret.

Som jeg skrev i et tidligere blog-indlæg er Frede V. Nielsen fra en tid, hvor en forsker ikke deler sine personlige bevæggrunde til at skrive med sine læsere. Han har sikkert været i terapi som de fleste af os, men han har ikke delt det. Det kan have været grunden til, at jeg har følt mig utryg i hans selskab. Det kan også have haft betydning for hans evne til at favne og forstå de musikglade generationer, der kom efter mig. Dem der kastede sig ud i at rappe, sample og lave musikvideo.

Her er et interessant møde mellem to generationer, der har en samtale om rapporten "Musikfaget i undervisning og uddannelse - Status og perspektiv 2010". Det er Frede V. Nielsen i samtale med Thomas Blachmann, og det er Århus Universitet, der har lagt filmen ud.



Det er interessant at se, hvad der sker når den fænomenologiske forskning møder det dyr, den forsøger at indfange. Man mærker flere gange uroen i benene, og må rejse sig og bevæge sig lidt rundt. Eller sidde og småspille lidt på en guitar, for at kunne holde ud at se det hele til ende.

Tre minutter inde i interviewet går Frede igang med at aflyse hele det akademiske projekt han selv har indført på musiklæreruddannelsen. Det er en meget interessant udsendelse.

Folkeskolen har ikke fået hjælp af den musikpædagogiske forskning 

Den musikpædagogiske forskning har ikke løst folkeskolens problem. Musiklærere med stor kærlighed til musik og formidling kaster stadig håndklædet i ringen når de møder folkeskolens udgave af musikundervisning for alle. En time med 25 skønne, trætte, sultne, uimodståelige, skilsmisseramte, mærkelige, vilde og stille børn. 

Den ro og fordybelse der kræves for at gå ind i musikken og kunstens verden er ikke tilstede. Eleverne er godt bekendt med den foran deres skærme. Men i skolens musiktimer går det ofte galt. Nogen af eleverne ved simpelthen ikke, hvordan man kan opføre sig anderledes i musik end at løbe rundt og være urolig. 

Lærerne og eleverne har ikke fået hjælp af musikforskerne og den omfattende samling af videnskabelige artikler til at skabe praktisk-musiske rammer. For forskerne har arbejdet hjemme  uden tilknytning til børnenes hverdag i skolen. Et nærliggende spørgsmål er derfor aldrig dukket op i Frede V. Nielsens verden: Musiktimen bør i nogle tilfælde helt aflyses, lægges sammen og bruges i et  længerevarende, mere dybtstikkende forløb, der kan give plads til ro og fordybelse. Kreative rammer til kreative fag. Ligesom ude i erhvervsvirkelighedens musik- og teaterverden.

Men nu har jeg fundet fred. Fred med Frede i alt fald :-)

Frede V. Nielsen ville gøre musikfaget til videnskab 

For jeg kan godt se, at hensigten har været at gøre musikfaget til et anerkendt videnskabeligt fag. At det er sket på bekostning af interessen fra dem, der skulle uddanne sig til musiklærere er så en anden sag. Kampen om at få musikken ud af kroppen og ind i et akademisk miljø er vundet. De velskrevne indviklede bøger om didaktik og metodik har adresse til andre intellektuelle forskere og videnskabsmænd. Skrevet fra en intellektuel virkelighed til en anden, langt væk fra den kaotiske virkelighed musiklærerne står overfor i folkeskolen.

Men jeg er ikke mere vred. Der sidder kun en splint af moralsk forargelse over den manglende respekt for virkeligheden de priviligerede musikforskere har haft. Deres indbyrdes kappestrid om at skrive de mest betydningstunge observationer af, hvad der foregik i deres hoveder omkring hvad der foregik i andres hoveder når de underviste i musik. Jeg skal dy mig for at gætte på menneskelige egenskaber og behov som forfængelighed, selvhøjtidelighed og mangel på humor. Men det undrer mig at der blandt begavede musikforskere udvokser en akademisk forskningsvirkelighed, hvor professorer i pædagogik i årevis affinder sig med en tænkt sandhed fremfor den virkelighed der udspiller sig i folkeskolen. 

Hvad skulle jeg, min far og andre musiklærere i folkeskolen med indviklede tankekonstruktioner med lange, lange sætninger, når det var værktøj til at løse problemet med ro i klassen vi havde brug for?

Skal musik forstås ind i hele kroppen?

Man må godt dykke dybt i musikkens hav. Man må godt skrive bøger om sine overvejelser. Men det akademiske tager tid fra praksis. Sådan er det bare. For et døgn har kun 24 timer.

Det er en kamp. En kamp om magt. En kamp om retten til at definere præmissen.
Problemet er at håndværkeren ikke får noget ud af at afsløre den akademiske disciplin. Det er en absurd kamp at tilbagevise ordets ret med ordet selv.

Frede V. Nielsen var ikke ansat i folkeskolen 

Frede V Nielsen fortæller at han kommer fra en landmandsfamilie på Falster. Opmuntret af en lokal musiklærer i skolen fik han smag for klaveret. Det eksploderede med hans egne ord i gymnasiet, og i 1961 kom han ind på musikkonservatoriet. Han forlod konservatoriet efter et par år og fortsatte på universitetet, fordi han savnede den intellektuelle dimension og et mere akademisk studiemiljø. Her blev han optaget af musikforskning. De store forbilleder var ikke musikere, komponister eller tekstforfattere. Det var hans vejledere.

Det var Jens Peter Larsen, en internationalt anerkendt musikforsker. Det var professor Gunnar Heerup, der var ved at starte Institut for Musik og Musikvidenskab på Danmarks Lærerhøjskole. Det var professor Carl Aage Larsen, der introducerede Frede til didaktik og metodik.

Frede V Nielsen arbejdede hele sit liv med at beskrive musikundervisningen i folkeskolen. Trods det har han ikke direkte været ansat i folkeskolen, bortset fra et vikariat da han selv var blevet student.

Trods denne baggrund mente Frede ikke selv, at hans bøger bidrog til at intellektualisere musikfaget. Når snakken gik på hvad der var gået galt med folkeskolens musikuddannelse, så nævnte han også akademiseringen som et af hovedproblemerne.

Når man har fundet fred skal man videre 

Her må faget og vi der arbejder med det vedholdende og stædigt holde fast i, at musik skal høres. Musik er selve sproget. Der findes ikke nogen logik der kan gøre musikken mere levende eller virkelig gennem akademisering. Musikken er bedst som håndværk. 

Musikken i familie med idræt har det sjovere end musikken i familie med videnskaben.

At skrive lange rapporter og evalueringer af musikprojekter hører ingen steder hjemme andet end i en videnskabelig verden. Man kommer til koncerten, hvis man vil vide hvordan det gik. Man ser, hører og oplever teaterstykket, hvis man vil danne sig en mening om det.

Sådan er det og sådan kan sproget bruges til at slå det fast!

 Fantasien kender ingen grænser. Den vil finde på nyt. 

Men hvor skal vi hen? Skal vi i kroppen? Skal vi arbejde mere med at blive rørt, at røre, at komme tæt på, at mærke, være modig, selvudleverende, turde fejle og vise grimme sider af sig selv og blive stærk i sit liv? Hvor meget kan og skal musikken bruges til?

Skal vi genindføre eksamen, så eleverne i folkeskolen bliver testet i musikalske discipliner som evnen til at stå frem og evnen til at bakke op? Skal vi droppe sammenspillet på bas, guitar, keyboards og trommer og lave mere fællessang og fællesdans? Mens vi opdyrker de individuelle færdigheder som komponist og sangskrivere, ikke mindst med de mange skærmdimser som børn i forvejen finder både ro, fordybelse og fokus i at sidde med? 

lørdag den 29. september 2018

Mit liv med hovedbeklædning

Lige fra jeg var dreng har jeg gået med hovedbeklædning. Som 12-årig havde jeg en slangeskindshat. Den var ikke ægte, men den skinnede ligesom sølv. Jeg var så glad for den, at jeg gik op til fotoautomaten på Roskilde Station og fik taget 3 billeder. Det kostede en hel uges lommepenge. Men det var alle pengene værd.


Som 13 årig supplerede jeg sølvhatten med en sort filthat, og bandt et tørklæde om pulden. Inspireret af mit store idol Jimi Hendrix 



Da jeg havde tabt konkurrencen til min bror, Johan om hvem der først kunne lære Michael Hardinger og Claus Asmussens guitarsoloer til Fed Rock, introducerede min fætter Johnny mig til Emerson, Lake & Palmer. Her kunne jeg drømme mig til både at spille ligeså hurtigt som Carl Palmer. Synge ligeså godt som Greg Lake. Eller... lignede jeg egentlig ikke lidt Keith Emerson?   


Som barn havde det moret mig, at folk interesserede sig for mit tøj. Jeg tænkte ikke så meget over det. Det var bare sjovt at have sjovt tøj på. Ikke noget særligt. Jeg tænkte ikke over om det havde noget med noget andet at gøre. Jeg var stadig et barn. 



Jeg holdt meget af at designe tøj. Jeg fandt gamle stofrester og syede det sammen på min mors symaskine. Imiteret tigerskind, gamle slips. Alt kunne bruges. 

Sådan her ville jeg gerne se ud. Glad, sjov og anderledes.  


Jeg havde et hvidt denim-sæt, hvor jeg havde syet blomstrede stofindlæg på lommer, ryg og læg. Jakken i rødt blomstret, og bukserne i blåt. Jeg husker en dag en tilfældig dame stoppede mig på Københavns Hovedbanegård og spurgte hvor man kunne købe sådan et sæt. Der kunne jeg, lidt genert, fortælle hende at jeg faktisk selv havde fundet på det. Hun var meget imponeret. Og jeg blev meget glad. 

Martin uden hovedbeklædning havde det ikke alt for godt. 


Barndommen var forbi, og teenagetiden var kommet brasende ind i mit liv med fuld kraft. Med bumser, armsved og en bunke spørgsmål: Gør man ting for andres eller sin egen skyld? Hvorfor er der krig? Er min tissemand for lille? Er mit hår for tykt? Hvorfor er jeg bange for at blive bange, når der ikke er noget at være bange for? Hvorfor stiller jeg alle de spørgsmål? 

Der gik en del år, hvor jeg ikke havde noget på hovedet. Men i 1980 kom kasketten og reddede mig. Nå, ja og så havde jeg et band, en musikforening, et sted at bo og nogle gode venner, der allesammen skulle spille torsdag aften på Roskilde Festival.



Men alle stillede spørgsmål. Og alle ville have svar: Hvorfor har du hele tiden den der kasket på? Sover du også med den om natten? 

Jeg vidste det ikke. Så jeg sagde blot, at jeg altid havde haft noget på hovedet og sådan var det. 

I slutningen af 80'erne købte jeg en Borsalino hat. Sådan en havde jeg længe ønsket mig. Den var sort med hattebånd og sølvfarvet silke i pulden. Noget af det bedste jeg har haft på hovedet nogensinde. Den kostede 1.000 kr. og jeg havde den i et par måneder. Så glemte jeg den på en bænk ved søerne, og fandt den aldrig igen.

Jeg tog kasketten på igen, og sådan fortsatte det langt ind i 90'erne, indtil den dag nogle unge mennesker råbte efter mig på gaden. 

 

Det var noget med tysk bøsseporno. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad de havde råbt. Men jeg fandt ud af, at læderkasketten havde skiftet betydning.  


Så kom hatten igen ind i mit liv. Jeg var blevet gift, havde fået mit første barn og var flyttet tilbage til Roskilde. Det var tid til at skifte kasketten ud. I Holbæk var der en buntmager, som havde et stort parti italienske hatte. Jeg købte en brun Borsalino der var lavet i fløjlsblødt bæverfilt. 

Og siden har jeg anskaffet mig hatte, når jeg var ude at rejse. I Barcelona købte jeg en sort Borsalino hos Sombrereria Obach. Dennegang med original hatteæske. 


Op igennem 90'erne og ind i det nye millenium supplerede jeg min samling. Blandt andet med to Stetson hatte. Den ene af dem kunne krølles sammen og puttes i lommen uden at miste pasform. Den anden fik jeg af Anders Dohn. Han fandt ud af min kærlighed til hovedbeklædning og gav mig den. Den tradition har jeg ført videre. Min brune Borsalino har Jens August Wille fået. 

Min størrelse er 61-62 og det har sat en grænse for hvor mange hatte og kasketter jeg har kunnet anskaffe mig. Når jeg idag har flere hatte end kasketter er det udtryk for at jeg slider mine kasketter op. 


Jeg har ikke tal på, hvor mange kasketter jeg har haft. I øjeblikket har jeg en Stetson sommerkasket i blød uld og en læderkasket fra MJM. Men min favorit er en Wegener med Goretex og øreflapper som kan slås ned hvis det blæser. Den kan det hele. 


På billedet har jeg taget min datter, Hjørdis' mexicanerhat med. Der knytter sig en historie til den, som gør den til den dyreste hat i samlingen. En dag stod hun i stuen, med falsk overskæg, poncho og denne hat. Hun tog sin trompet frem og spillede Mexican Hat Dance. Da hun var færdig, gjorde hun mig opmærksom på at jeg for 6 år siden havde lovet hende et kørekort, hvis hun kunne spille den i original-tempo når hun blev 18. Godt husket. 

Der knytter sig historier til alt. Også hovedbeklædning. Og tiderne skifter. En mexicansk hat kan bruges til at skaffe sig et godt grin og et kørekort. Samtidig med at den kan optræde som et symbol på kulturel appropriation. 

Men jeg kan igen have kasket på uden at blive råbt ad på gaden. 

Og jeg synes stadig det er sjovt at have noget på hovedet. 


Det vil fortsætte lige indtil den dag, det bliver forbudt. 




mandag den 23. juli 2018

Om at komme igang med K. E. Løgstrup med Frede V. Nielsen på hold

Er man et dårligt menneske eller et filosoferende menneske, hvis man efter få siders Løgstrup læsning omkring tillid, begynder at google om han har bedraget sin hustru eller hun har bedraget ham?

Er spørgsmålet overhovedet okay? Er det et udtryk for et mistænksomt menneskesyn med netop den manglende tillid, som Løgstrup forsøger at mane frem? 

Kræver en bog hvis præmis er at tillid er medfødt, at man har tillid, og hvis man ikke har, så er man undtagelsen, der bekræfter præmissen eller er præmissen forkert?

Nå, men min baggrund er at jeg gerne vil forstå, hvorfor musikfaget er blevet akademiseret.

Jeg kom fra bogen Pseudoarbejde af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen, hvor jeg kunne se at akademiseringen af håndværksfagene skete i takt med at viden og vidensarbejde overtog arbejdspladserne i store dele af den vestlige verden. Denne akademisering blev støttet af filosofisk tænkning fra bl.a. Jürgen Habermas og vores hjemlige K.E.Løgstrup.

Så jeg gik i gang med K.E.Løgstrups første bog Den Etiske Fordring fra 1956.


Hans tanker er nemlig interessante, hvis man vil forstå Frede V. Nielsen, der har været en af hovedbagmændene bag akademiseringen af musikfaget.

Men nu...  tilbage til mistilliden.



Mit bud er, at tillid er noget, der opstår udenfor bogen, og Løgstrup har haft behov for at skrive om den. Af en eller flere grunde. Men de er ikke ligegyldige. For uden min tillid til hans præmis om medfødt tillid, er min tillid ikke tilstede.


Der er altid en grund. Det er muligt den er svær at snakke om. Men den er der.

En normal praksis i dag er at udlevere sig selv. En ansvarsfuld åndsarbejder går selv i terapi, for at afdække og afklare den personlige præmis. Mange forfattere starter ofte deres bøger om svære emner, med at forklare om deres personlige baggrund for at skrive.

Det gør Løgstrups gennembrudsværk fra 1956 om etiske fordringer ikke.

Løgstrup på stranden med sin kone Rosemarie

Det gør Frede V. Nielsen og hans bøger om musikundervisning heller ikke. 

Martin Gerup 23 juli 2018