Her i december 2017 blev det afgjort af Slots- og Kulturstyrelsen, at museumshallen der huser vikingeskibene i Roskilde fortsat skal være fredet. De mener ikke, at problemet med bygningerne er så omfattende som museet mener. Det ærgrer museumsdirektør Tinna Damgaard Sørensen, der sammen med den øvrige bestyrelse nu har anket afgørelsen til kulturministeren.
Hun siger, at det har været kendt siden 80'erne at der var problemer med bygningen. Her ved udgangen af 2017 er det gennemgribende forandringer der skal til både med vægge, tag og gulv. Tinna Damgård Sørensen siger, at 10-15 års arbejde for at skaffe financiering ikke er lykkedes. Nu kommer klimaforandringerne så oveni.
Hvis man som lægmand lader være med at anfægte præmisserne for afgørelsen, og nøjes med at glæde sig over at at den bliver anket til kulturministeren, så er der plads til at drømme lidt.
Man kunne godt forestille sig, at et mere transparent bygningsværk til alle sider kunne tilgodese det, der nu kun er synligt fra havsiden. Lys er en del af arkitekturen i disse år. Domkirken bliver belyst ved nattetide og byens fjernvarmeanlæg byder på natlige lyseffekter, der allerede nu er blevet en del af festivalbyens vartegn.
Med det blotte øje er det til at se, at vikingeskibsmuseets forfald ligner mange andre betonbyggeriers. Betonen er mørknet og striberne fra urent regnvand har sat sig.
Men bygningen er altså fredet. Når man kører forbi den på cykel fra land, vil man på en god dag kalde den monumental. På en overskyet dag som dette billede er taget på, minder bygningen om noget man ser i Nordkorea. Den er også en del af det, man kalder brutalismen. Mens regn og bølger har tæret på museumshallen, har Roskilde fået to nye bygningsværker: Ragnarock på Musicon og Energitårnet, tegnet af det hollandske arkitektfirma Egeraat. Her er helt anderledes materialer end beton i spil, og andre elementer blander sig i arkitekturen. Guldemalje og rødt stof, lys og skygge. Energitårnet har om dagen en rustbrun facade, der fortæller historien om hvad det skal bruges til. Om natten stråler det i mørket. Lyset er blevet en del af fjernvarmeværket. Energien spredes ud gennem huller i det rustrøde. Selve værket har på magisk vis fået både domkirke, vikingeskibe og festival med ind i sin form.
Vikingeskibsmuseet er tegnet af Erik Christian Sørensen. Han var indtil sin død i 2011 en aktiv medspiller i forsøget på at tegne sig til en løsning for museumshallen. Måske har det givet håb for en affredning, at de sidste bånd, der kunne binde fortidens beton ind i et nutidigt bygningsværk nu ikke var mere. Museet havde måske også håbet at deres timing var på plads. I 2016 tiltrådte arkitekten Merete Lind Mikkelsen som direktør for Slots- og Kulturstyrelsen. Hun har før sin direktørstilling haft tegnestue, og har bl.a. tegnet mølleribygningen på Knuthenlund, der ses på billedet her.
Det har måske uberettiget givet grund til optimisme. Det er nok med arkitektur som med musik. Selv om man er fagmand indenfor sit område, er det ikke sikkert man tænder på det samme som andre fagmænd. Vi er i æstetikkens område. Musikkens verden, som er mit fagområde, har vi ligesom i arkitektur masser af ord der kan forklare hvorfor noget er godt og andet skidt. Men det er ikke alle der finder både den vilde improviserede bee-bop og den klart strukturerede symfoniske musik lige smuk og bevaringsværdig.
Det er en smagssag om man bryder sig om sorte monumentale bygninger. Det er det samme i musikverdenen om man er til dødsmetal. Så måske giver det pote at anke afgørelsen til kulturministeren. Det hjalp den rytmiske musik til at få et rytmisk musikkonservatorium, at kulturministeriet kom ind i billedet i 80'erne, da hverken musiklæreruddannelsen, universitetet eller landets klassiske musikkonservatorier bød ind med en løsning.
Og det er en løsning der skal til. En affredning vil kunne bane vejen for en langtidsholdbar, måske mere transparent bygning med fokus på lys, skygge og de nye klimaudfordringer i Roskilde Fjord. Byggeri der kan ligge i familie med resten af hanveområdet og det arbejde museet selv påbegyndte med sin museumsø i 1997.
I den forbindelse vil det nok være sundt for museet at arbejde kreativt og økonomisk. Det er de samme mennesker, der i mange år har tegnet både fortid og fremtid for stedet, og det afspejler sig måske i de priser og overslag man kommer med. Merete Lind Mikkelsen fra Slots- og Kulturstyrelsen mener at deres bud på 75 mill kr skal reduceres til 1/3. Det er nok ikke grebet ud af den blå luft. Måske regner Vikingeskibsmuseet for højt i millionerne, når de opererer med budgetter for forandringer, undersøgelser, arkitektkonkurrencer, flytning af vikingeskibe osv. Det virker lidt vildt, at bare undersøgelser der skal frembringe et prospekt skal koste 10 millioner kroner, som Tinna forklarede i en udsendelse på Radio 24/7.
Måske kan man tænke i glas, træ og jord? Grave en masse god gammeldags jord op, så Skuldelev skibene kan ligge på en slags gravhøj, en glas sarkofag højt over vandspejlet beskyttet bag panserglas og indrammet af sort, tjæret og ligeså holdbart træ som de selv var bygget af da de blev fundet 1000 år gamle på fjordens bund. Omgivet af den ønskede voldgrav, hvor jorden før lå. Det vil også spille sammen med vikingeskibs-øen, der ligesom Vasa-museet i Stockholm har et stort element af oplevelse med sig, og er et meget levende område, som mange børnefamilier har stor glæde af at besøge.
Hvem ved, måske kan arkitektoniske toner, der lægger sig opad tænkningen lys, skygge og anderledes materialer åbne op for at få lidt mere kulør eller kunst på to af byens andre betonbygninger: Den gamle amtsgård på Køgevej og Den Flyvende Tallerken på Bymarken.
Turister og gæster på vej til dyrskuepladsen undrer sig over, at kommunens folk holder til i en betonbygning, der år for år forsvinder i snavs og planter. Det er ikke et kønt syn.
Toppen er kun køn, fordi vi har vænnet os til den. Folk der ser den første gang bryder sig ikke om den. Turister undrer sig over at den ikke er revet ned, når de hører, at den faktisk ikke bliver brugt til noget mere.
Men den har betydning for os, der voksede op i byen i 60'erne og 70'erne. Det var her vi som børn plagede vores forældre for at komme op. Turen op og ned i elevator. Kakao og pandekage i restauranten. At få lov til at gå en tur i det fri, tæt på muligheden for at falde ned, vinke til vores forældre inde i restauranten, med vinden piskende i vores lange beatles-hår. Kigge ned på byen og pege vores kammeraters huse ud.
Nu er restauranten væk og en helt ny svømmehal på vej under den store tank. Men den bliver også mørkere med årene og det beskidte regnvand sætter sine spor i betonen ligesom på Vikingeskibsmuseet. Og selvom man som lille elskede den flyvende tallerken, og synes det måske var det mest spændende byggeri i hele verden, så er den måske ikke særlig bevaringsværdig.
Hvis man som lægmand lader være med at anfægte præmisserne for afgørelsen, og nøjes med at glæde sig over at at den bliver anket til kulturministeren, så er der plads til at drømme lidt.
Man kunne godt forestille sig, at et mere transparent bygningsværk til alle sider kunne tilgodese det, der nu kun er synligt fra havsiden. Lys er en del af arkitekturen i disse år. Domkirken bliver belyst ved nattetide og byens fjernvarmeanlæg byder på natlige lyseffekter, der allerede nu er blevet en del af festivalbyens vartegn.
Med det blotte øje er det til at se, at vikingeskibsmuseets forfald ligner mange andre betonbyggeriers. Betonen er mørknet og striberne fra urent regnvand har sat sig.
Men bygningen er altså fredet. Når man kører forbi den på cykel fra land, vil man på en god dag kalde den monumental. På en overskyet dag som dette billede er taget på, minder bygningen om noget man ser i Nordkorea. Den er også en del af det, man kalder brutalismen. Mens regn og bølger har tæret på museumshallen, har Roskilde fået to nye bygningsværker: Ragnarock på Musicon og Energitårnet, tegnet af det hollandske arkitektfirma Egeraat. Her er helt anderledes materialer end beton i spil, og andre elementer blander sig i arkitekturen. Guldemalje og rødt stof, lys og skygge. Energitårnet har om dagen en rustbrun facade, der fortæller historien om hvad det skal bruges til. Om natten stråler det i mørket. Lyset er blevet en del af fjernvarmeværket. Energien spredes ud gennem huller i det rustrøde. Selve værket har på magisk vis fået både domkirke, vikingeskibe og festival med ind i sin form. 
Vikingeskibsmuseet er tegnet af Erik Christian Sørensen. Han var indtil sin død i 2011 en aktiv medspiller i forsøget på at tegne sig til en løsning for museumshallen. Måske har det givet håb for en affredning, at de sidste bånd, der kunne binde fortidens beton ind i et nutidigt bygningsværk nu ikke var mere. Museet havde måske også håbet at deres timing var på plads. I 2016 tiltrådte arkitekten Merete Lind Mikkelsen som direktør for Slots- og Kulturstyrelsen. Hun har før sin direktørstilling haft tegnestue, og har bl.a. tegnet mølleribygningen på Knuthenlund, der ses på billedet her.
Det har måske uberettiget givet grund til optimisme. Det er nok med arkitektur som med musik. Selv om man er fagmand indenfor sit område, er det ikke sikkert man tænder på det samme som andre fagmænd. Vi er i æstetikkens område. Musikkens verden, som er mit fagområde, har vi ligesom i arkitektur masser af ord der kan forklare hvorfor noget er godt og andet skidt. Men det er ikke alle der finder både den vilde improviserede bee-bop og den klart strukturerede symfoniske musik lige smuk og bevaringsværdig.
Det er en smagssag om man bryder sig om sorte monumentale bygninger. Det er det samme i musikverdenen om man er til dødsmetal. Så måske giver det pote at anke afgørelsen til kulturministeren. Det hjalp den rytmiske musik til at få et rytmisk musikkonservatorium, at kulturministeriet kom ind i billedet i 80'erne, da hverken musiklæreruddannelsen, universitetet eller landets klassiske musikkonservatorier bød ind med en løsning.
Og det er en løsning der skal til. En affredning vil kunne bane vejen for en langtidsholdbar, måske mere transparent bygning med fokus på lys, skygge og de nye klimaudfordringer i Roskilde Fjord. Byggeri der kan ligge i familie med resten af hanveområdet og det arbejde museet selv påbegyndte med sin museumsø i 1997.
I den forbindelse vil det nok være sundt for museet at arbejde kreativt og økonomisk. Det er de samme mennesker, der i mange år har tegnet både fortid og fremtid for stedet, og det afspejler sig måske i de priser og overslag man kommer med. Merete Lind Mikkelsen fra Slots- og Kulturstyrelsen mener at deres bud på 75 mill kr skal reduceres til 1/3. Det er nok ikke grebet ud af den blå luft. Måske regner Vikingeskibsmuseet for højt i millionerne, når de opererer med budgetter for forandringer, undersøgelser, arkitektkonkurrencer, flytning af vikingeskibe osv. Det virker lidt vildt, at bare undersøgelser der skal frembringe et prospekt skal koste 10 millioner kroner, som Tinna forklarede i en udsendelse på Radio 24/7.
Måske kan man tænke i glas, træ og jord? Grave en masse god gammeldags jord op, så Skuldelev skibene kan ligge på en slags gravhøj, en glas sarkofag højt over vandspejlet beskyttet bag panserglas og indrammet af sort, tjæret og ligeså holdbart træ som de selv var bygget af da de blev fundet 1000 år gamle på fjordens bund. Omgivet af den ønskede voldgrav, hvor jorden før lå. Det vil også spille sammen med vikingeskibs-øen, der ligesom Vasa-museet i Stockholm har et stort element af oplevelse med sig, og er et meget levende område, som mange børnefamilier har stor glæde af at besøge.
Hvem ved, måske kan arkitektoniske toner, der lægger sig opad tænkningen lys, skygge og anderledes materialer åbne op for at få lidt mere kulør eller kunst på to af byens andre betonbygninger: Den gamle amtsgård på Køgevej og Den Flyvende Tallerken på Bymarken.
Turister og gæster på vej til dyrskuepladsen undrer sig over, at kommunens folk holder til i en betonbygning, der år for år forsvinder i snavs og planter. Det er ikke et kønt syn.
Toppen er kun køn, fordi vi har vænnet os til den. Folk der ser den første gang bryder sig ikke om den. Turister undrer sig over at den ikke er revet ned, når de hører, at den faktisk ikke bliver brugt til noget mere.
Men den har betydning for os, der voksede op i byen i 60'erne og 70'erne. Det var her vi som børn plagede vores forældre for at komme op. Turen op og ned i elevator. Kakao og pandekage i restauranten. At få lov til at gå en tur i det fri, tæt på muligheden for at falde ned, vinke til vores forældre inde i restauranten, med vinden piskende i vores lange beatles-hår. Kigge ned på byen og pege vores kammeraters huse ud.
Nu er restauranten væk og en helt ny svømmehal på vej under den store tank. Men den bliver også mørkere med årene og det beskidte regnvand sætter sine spor i betonen ligesom på Vikingeskibsmuseet. Og selvom man som lille elskede den flyvende tallerken, og synes det måske var det mest spændende byggeri i hele verden, så er den måske ikke særlig bevaringsværdig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar