Min ikoniske pegefinger

Vi skulle til Rørvig for at kløve brænde. Det var lørdag morgen og brændeflækkeren stod klar til os. Sammen med en professionel skovmand havde svigerforældrene weekenden før fældet tre af sommerhushavens store, stolte fyrretræer. Med sin store motorsav havde skovmanden "spegepølset" dem og søndag aften var de færdige. Vi havde weekenden d. 14-15 december til at fortsætte deres arbejde. At få de store marokkopudelignende stykker op på den elektriske brændeflækker, så de kunne kløves i passende stykker. På med den gamle grønne arbejdsjakke og arbejdshandsker. Nu skal der bestilles noget. Ikke noget med at fedte med små taster på en computer. 5 tons tryk op mod en kilotung skarp klinge. Selv de største stykker måtte give op, når de blev ført op mod skafottet. Knagende, klagende gav de tilsidst efter og faldt mod jorden.

Martin ved siden af den store, tunge brændeflækker. Foto: Dorte

Dorte og jeg havde sneget os rundt i sommerhushaverne for at se på brændestykkestørrelser. Og vi kunne godt se, at vi måtte ændre på størrelsesforholdene. Vores var generelt alt for små. Samtidig havde vores pejs et lille brændkammer. Efter en vigtig diskussion om optændingssituation og brændkammerstørrelse, blev vi enige om, at lave både små og store stykker. Så kunne man selv vælge.

Hele lørdagen gik med at hente og bringe, flække og stable. Katten Kusco, som elsker at være i Rørvig havde fanget en mus, som den havde jaget ind under nogle brændestabler. Solen skinnede og forløste duften af harpiks. Den eneste lyd udover fuglene, var den stille summen fra brændeflækkeren. Afbrudt af en knagende lyd efterfulgt af et knald, når brændeflækkerens tonstunge tryk skilte et stykke træ ad. 

Efter en god dags arbejde, lavede vi os en lækker middag, åbnede en flaske vin og sov en dejlig decembernat på 1. sal i sommerhusets store 1,5 mands sofa. 

Næste dag stod jeg tidligt op. Havde Hjørdis' guitar med, og øvede videre på Greg Lakes "The Sage" nede i stuen: "I carry the dust of a journey, that cannot be shaken away". Jeg har haft den på repertoiret siden min fætter Johnny først i 70'erne introducerede mig for Emerson, Lake & Palmers udgave af Mussorgsky's Udstillingsbilleder. 

Dorte stod op, og efter lidt morgenmad gik vi igang igen. Vi var ikke i bund. Dagen var lidt mere overskyet, men humøret var højt. Det gik i fast rutefart. Hente træ, bakse det op på slisken. Lægge det tilrette, så klingen kunne flække på et stykke uden knaster. Trykke de to sorte håndtag ned. Knas. Knald. Bumb. Op igen. Finde et godt sted. De sorte håndtag. Op mod klingen. Knas. Knald. Bumb. 

Vi begyndte at kigge lidt på uret. Hvad skulle vi tage? Mirabelle-træet, der havde ligget lidt længe og var blevet fugtigt, eller fortsætte med de nyfældede fyrretræer? Kunne vi nå det hele? Dorte foreslog at vi stoppede og lod noget ligge til de næste, der kom op til sommerhuset. Hun lokkede: "Prøv at tænk på, at de måske også synes det er sjovt!" Tilbøjelig til at give mig, havde jeg svært ved at stoppe, når vi nu var så tæt på: "Men Dorte, prøv så at tænk, hvor fedt de vil synes om, at det hele er lavet færdigt, og der ikke ligger flere bunker rundt om i haven."

Det er altid svært at sige, hvornår en katastrofe indtræffer. Tiden op til huskes i et langt forløb. Selve hændelsen sker så hurtigt, at bevidstheden ikke når at reagere. Bagefter. Går der sekunder. Går der minutter? Det er svært at sige. Alt for mange ting skal falde på plads. 

Var det snakken med Dorte om vi skulle tage mirabelle-træet eller de nye fyrretræer? Var det en fugl på himlen? Var det et øjebliks uopmærksomhed efter mange timers arbejde? 

Pludselig befinder jeg mig midt i haven. Skriger jeg? Jeg husker det ikke. Jeg holder krampagtigt fast i min venstre hånds handske med højre hånd. Der er sket noget med min pegefinger. Hvad er det? Er den blevet klemt? Dorte løber hen til mig. Angst. Bevidstheden og de rationelle tanker vender tilbage. Den må være klemt. Hvis den var cuttet af, ville jeg føle mere smerte. På den anden side. Smerten kommer måske om lidt. Men den er ikke cuttet af. Jeg har brug for den finger. Den må ikke være cuttet af. 

Jeg registrerer at jeg er begyndt at græde. Smerten er alt for lille. Hvorfor fanden gør det ikke mere ondt? Dortes stemme ryster. Hun løber ind efter bilnøgler og mobil, og råber at jeg skal presse. Pres. Du skal ikke slippe. Pres. Jeg går rundt om bilen. Besvimer man ikke, når sådan noget her sker? Jeg får bugseret mig ind på passagersædet, og Dorte konstaterer nu bandende, at der ingen mobil-dækning er. Det kan fandme da ikke passe. Hun har ringet 112 to gange nu. Katten Kusco vil med i bilen, men hun får ham skubbet ud. Starter bilen og kører afsted. Ud på Skansehagevej og hurtigt mod Nykøbing med den ene hånd på rattet, og den anden der rystende trykker forkert på tasterne 1212212. Fuck! Mig der sidder ved siden af og ikke har nogen ledig hånd til at hjælpe. Jeg sidder bare og vånder mig. "Kør Dorte, kør for fanden". En langsom søndagsbilist foran. Den finger MÅ bare ikke være cuttet af. Det ville gøre mere ondt, hvis den var. Jeg græder stadig. Hulker. "Kan du ikke overhale?". 

Der er hul igennem, da vi nærmer os Rørvig. Endelig. Dorte forklarer alarmcentralen hvad der er sket og hvor vi befinder os. Vi får besked på at holde ind til siden. Vi er ved Lyngkroen. Ambulancen er på vej. Den er lige kommet hjem til Nykøbing efter en udrykning. Vi er heldige. Efter 10 minutter kommer den. Jeg bliver lagt på en båre, kørt ind og handsken bliver klippet op. Selvom det indtil nu har været mere sørgeligt end smertefuldt, så ved jeg efterhånden godt, hvad der er sket. Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, da ambulanceføreren melder ind til skadestuen, at de kommer ind med en patient, der har fået amputeret det distale led på venstre hånds pegefinger. 

Dorte kører tilbage til Rørvig, rydder overfladisk op. Får katten ind i bilen. Jeg har væltet brændeflækkeren på jorden. Husker det ikke. Hun finder den yderste del af havehandsken. Den afskårne del af pegefingeren ligger indeni. Makabert. Den ligger lige ved siden af klingen på brændeflækkeren. Clean cut. 

Jeg befinder mig i godt, morfinpåvirket selskab (altså mig!) i ambulancen på vej mod Holbæk. Har fået intravenøs smertestillende, og spørger den flinke ambulancefører om jeg godt bare må snakke. Du gør bare som du vil, siger han. Jeg fortæller ham, at det her er en katastrofe for mig, da jeg er musiker og musiklærer og uden pegefinger, kan jeg ikke tage barrégreb på guitaren. Jeg snakker løs, men er tydeligt påvirket. Jeg prøver hele tiden at huske, hvad den der franske sigøjner-guitarist hedder, der spillede med kun to fingre. Jeg kan huske hele historien. Branden i campingvognen. Lammelsen. Genoptræningen. Bare ikke navnet. Det kommer senere. 

I løbet af en søndag eftermiddag

er man en en halv pegefinger mindre

Endelig er vi på Holbæk Sygehus. På ortopæd-kirurgisk afdeling venter jeg på at Dorte skal dukke op med det manglende stykke finger. De to kirurger, Stefan og Lars, er enige om at vi skal prøve at re-etablere fingeren, hvis det er muligt. Men først skal fingeren røntgenfotograferes. Dorte dukker op med fingerspidsen i en pose med saltvand i, som hun har lagt i en anden pose med isterninger i. Hvordan har hun nået det? Der bliver ringet til Slagelse og Odense Universitetshospital, hvor de har en afdeling med speciale i håndkirurgi. De kan muligvis sætte fingeren på igen. På grund af min alder kan de ikke garantere, at den vil gro fast. De kan heller ikke garantere at den vil få følelse. Der er oveni købet en mulighed for at det yderste led vil blive stift. På Holbæk kan de, hvis jeg vil, lokalbedøve fingeren og lappe mig sammen. Jeg skal så acceptere at leve resten af livet uden yderste led på pegefingeren, men med følelse i fingeren. Udsigten til at føle noget trumfer det kosmetiske. Jeg får skåret noget knogle af, så der kan blive dækning med den resterende pegefingers hud. Syv sting i den ene side. Færdigt arbejde. 

En Selfie på Holbæk Sygehus lige før vi tager hjem

Sisse og Kjeld er kommet til Holbæk, og har taget katten Kusco med hjem i deres bil. Vores piger Hjørdis og Vera er i København hos deres kusine Selina. De vil tage hjem om aftenen. Jeg får en forbinding på, og så kan vi sådan set tage hjem. Syning og helingsproces skal efterses på Køge Sygehus tre dage senere. I mellemtiden skal jeg bare sørge for at tage Ipren eller noget stærkere, hvis smerterne bliver uudholdelige. Plus to forskellige slags antibiotika. 

Mandag var der julekoncert på Absalons Skole. Med Mette Lind som stand-in om eftermiddagen, og et backingtrack kan jeg "humpe" mig igennem med primært højre hånd. Smerterne bliver taget af en Ipren+paracetamol kombi.

Tirsdag havde vi DIMs Juleshow på Gimle, hvor jeg bare skulle dirigere lidt. Anders tog over, og eleverne slæbte og bar og stillede op. Oveni blev Jeanette syg i løbet af formiddagen. Efter et lægebesøg kl. 14 kom hun alligevel ned og hjalp med koncerten. Anders klarede alle roller som en smørblomst i honning: Indpisker, publikumsentertainer og praktisk gris. Hvor var det godt han var der den aften. Two men down! A show to go! 

Onsdag og torsdag var der almindelig klaver- og DIM-juleafslutning. Fredag skulle jeg akkompagnere fire kor i Roskilde Domkirke. Der var jeg lige ved at besvime. Midt under "En Stjerne Lyser Inat". Der var min grænse nået.

Akkompagnement på Absalons Skole

Nu er de små velrettede handicap-jokes  begyndt at indfinde sig. Jeg er blevet sammenlignet med Tony Iommi - guitaristen fra Black Sabbath der spiller med fingerproteser. Jeg har også fundet ud af navnet på den to-fingrede sigøjner-guitarist, jeg ikke kunne komme på i ambulancen; Django Reinhardt. Min søsters mand har mindet mig om, at komikeren Dave Allen også mangler yderste led på venstre hånds pegefinger. Så det....

Mange musikervenner og kolleger har jeg måttet trøste. De var næsten mere kede af det end jeg.

For første gang i mange år, kunne jeg ikke finde ud af at bruge facebook. Det plejer ellers at være piece-of-cake. Jeg fik sendt en underlig besked til Københavnske venner og kolleger, som de dog tilsidst fik tydet så meget, at det var til at forstå hvad der var sket. Alle inklusive mig selv har givet udtryk for, at jeg nok skal klare den. Jeg bliver nødt til at finde en måde at spille og skrive på, med eller uden venstre hånds pegefinger. Med eller uden protese. Og det skal nok lykkes.

Den 18. december var jeg på ortopæd-kirurgisk på Køge. De åbnede for herlighederne og sagde, at de havde gjort et godt og flot stykke arbejde i Holbæk. Det blev jeg glad for. Dortes kollega, dr. Mohammed, på Roskilde kiggede også på den. Han var parat til at tage stingene ud med det samme.

Vi var i Rørvig weekenden efter og rydde op. Det var okay at komme tilbage. Heldigvis. Vi fik skik på huset, fejet, støvsuget og vasket gulv. Ryddet op ude i haven. Det gyste lidt, da vi tændte brændeflækkeren for at konstatere, at den stadig virkede. Op på hesten.

Tilbage til Skansehagevej ugen efter

Der er nu gået 3 uger og jeg vil skåne jer for billeder af fingeren, som den har set ud i den mellemliggende periode. Selv når læger anerkendende roser en kollegas arbejde, kan det for udenforstående være noget værre noget at se på. I al sin "halvhed" med sårskorpe og strittende blå nylontråd. 

Hvad så...? Jo, juleaften holdt vi hos min mor i Vindinge. To dage senere sad vi i en flyver på vej til Malaga. 10 dage i Spanien med sol har gjort godt. Dorte har taget stingene ud. Det gik som smurt. Fingeren føles stadig meget klumpet ude i spidsen og den er stadig meget stiv i det 2. led. 

Men der er nye, interessante følelser. Har i nogensinde hørt om fantomsnavs? I kender udtrykket fantomsmerter. At det kan gøre ondt i et organ, der ikke mere er der. Men hvad kalder man en fornemmelse af, at der er snavs under neglen på en fingerspids, der ikke mere findes? Den følelse havde jeg i går. Den kom lige pludselig. En ubændig trang til at rense snavs væk under venstre hånds pegefingernegl, der jo meget tydeligt var blevet beskidt af den lange gåtur i de andalusiske bjerge. 

Måske kan det ende med at blive helt sjovt engang imellem. Jeg skal i alt fald lære at leve med den. 

Min ikoniske pegefinger, som en ven og kollega kaldte den i en omsorgsfuld sms.