Grådighed og grimhed

Jeg kan godt huske at jeg som barn var stærkt fascineret af Jimi Hendrix halvt gainede Fender Stratocasters lyd. Men jeg har aldrig rigtig kunnet forstå ideen med at vi skulle købe den tankekonstruktion, at det var grimt. Men det gjorde vi. Vi sagde glade ja til ordet og bagefter kunne man høre os naivt udtale sætninger som "det grimme er blevet det smukke". Jeg kommer til at tænke på det, når jeg ser Michael Douglas i rollen som den sygeligt samvittighedsløse Gordon Gekko i filmen Wall Street. Den stærke scene, hvor en ny generation skal lære at sige; grådighed er godt, grådighed fungerer.

Jeg blev ringet op af en SSP medarbejder

Jeg er lige blevet ringet op af Krak. Nej, det er ikke telefonsalg, siger den venlige dame til mig. Hun vil blot høre om jeg har lyst til, at være mere synlig på internettet, for så vil hun foranstalte at Krak kan komme og besøge min virksomhed og få en snak om det.
Tænk engang at bo i et samfund, hvor f.eks. jeg var dybt ulykkelig og tæt på at gøre noget rigtig dumt, og så ringede telefonen med den samme venlige dame, og spurgte mig; Er der noget du er ked af?
Sikken en fremtid der venter os, hvis vi tør tage livet af den virkelighed vi har troet på siden pengesedlerne blev opfundet!

Hvad blev der egentlig af dagbogen...

Det er søndag og klokken er 6.30. Jeg vågnede efter at være skvattet om kl. 22 i går aftes. Kom lige i tanke om det gode gamle ord: Dagbog. Må lige af med det. Fredag havde vi besøg af Gitte, og efter lidt god mad og vinho fik Dorte og jeg lov til at snakke om vores ægteskab (Det er så dejligt at have venner, der har taget en gestalt-terapeutisk uddannelse!) Lørdag morgen gik vi en lang tur op omkring Ro's Torv og købte ind, ud omkring Bygma for at finde en låge til Hemsen på første sal (Advarsel til ægtepar: Gå aldrig i byggemarked uden at have fordelt arbejdsopgaverne mellem jer. Det har samme skilsmissepotentiale som støvsugning, op- og tøjvask) Som familier er flest fandt vi hinanden igen (jeg er så forfængelig hvad angår at skændes på åben gade - sorry!) og det gav og en lang dejlig gåtur ned langs banen, igennem Østre Kirkegård (der er ikke noget som døde mennesker, når sindet er i oprør - tak, døde mennesker!) videre nedad Klosterengen, Kong Valdemarsvej, Vikingeskibsmuseet. Jeg viste Dorte hvor vinterbaderne holder til (må se at komme igang) og vi fortsatte ud igennem Kællingehaven og endte ved Skt. Hans Kirkegård (igen - tak!). Der er en bænk langs vandet med udsigt til siv. Her er rigtig godt at være. Al den kærlighed man nærer til hinanden har mulighed for at komme til udtryk på den bænk. En blokeret havudsigt skiller udlængselen fra ensomheden. Her forstår vi begge hvad det er vi slås med. Sammen og hver for sig. Her tæt på Skt. Hans Hospitals døde overlæger vågner erkendelsen til live. Sammen med indre omskrivninger af "Kvinde Min" strofer omkring at hustle, spille tosset, snyde, skammet mig ved man også pludselig hvad stjålet af din kærlighed, du ved besked betyder. Åh, hvor er stjernestunder vigtige. Tilgivelse. Tårer. Kærtegn. Lassie vender hjem. Vi fortsatte op gennem Skt. Hans hospital til Skt. Jørgensbjerg (kan aldrig rigtig forlige mig med den ro hospitalet udstråler og den angst og sorg, der er inde i de store gamle bygninger) Igennem Skt. Hans gade hvor en af patienterne efter en tur på den lokale bodega stillede sig op midt på vejen for at få et lift de 400 m hjem. Pas på, moster - dovenskab kan koste liv. Op gennem Weisegangen, forbi Domkirken og op på Stændertorvet, hvor der var udsigt til ost, røget makrel og nyopgravede kartofler. Mmhm - mums i lokalet. Forbi Netto og Kvickly og få noget brød og så hjem til Østergade og spise frokost. Dorte var ved at gå sukkerkold, så her fik vi reddet vores ægteskab nok engang. Jeg var godt træt efter den lange gå-tur, men Hjørdis skulle køres ind til fødselsdag hos hendes Rørvig-veninde Frida, så en morfar måtte aflyses og det gjorde egentlig heller ikke så meget, for vi kunne ikke stoppe her. Vi måtte have mere. Mads Willes optræden i En Smule Stilhed Før Stormen måtte vi se. Det viste sig at der akkurat var to billetter tilbage, så hurtigt parkere bilen og kværne 3/4 af en øl i baren og ding-ding-ding. Så sad vi bænket i Husets Teater på Halmtorvet. Forestillingen var god, Mads spiller godt - sgu - han suger energi til sig - og tale-teater gør ikke så meget, når det handler om forfængelighed i de forskellige generationer.
Vi endte på 1. sal i Shezan på Istedgade, hvor vi fik Lassi, Lam i spinat, myntesauce, Kylling Masala - og øl igen. Vera var vist rigtig glad for at have en aften alene, og da vi kom hjem havde hun linet det helt store videooptage udstyr an i stuen, hvor hun sad og spillede guitar, sang og - ja, lavede film.
Jeg gik i brædderne kl. 22 - og er nu vågnet helt op. Klokken er 7.29. Tror jeg vækker fruen med en kop-tu-kaf'.

Et konflikthåndterende politi hjulpet af et stærkt militær må være løsningen

En hashhandler på Pusher Street ved man hvor er. Men når man stresser dem ud i resten af byen, og samtidig ikke vil afkriminalisere det de skyder på hinanden for, så har man et politisk problem. Ikke et politimæssigt.
Når politikerne udstikker meget ideologisk betingede retningslinier for, at Ungdomshuset og dele af Christiania skal ryddes, og spreder vrede og oprør i Københavns - og nogengange også resten af landets - gader, så bør de også være klar over hvad det indebærer. Ellers skal man forsøge sig med diplomatiske løsninger.
Politiet uddanner sig til at være pragmatikere, og på den måde virker politiet præventivt. Og kan få det til at fungere i dagligdagen.
Men politikerne lovgiver somom politiet var uddannet i forsvaret og samfundet befinder sig i en krigstilstand mellem autonome, nazigrupper og hooligans på den ene side, og de lovlydige borgere på den anden.
Politiet er uddannet til konflikthåndtering. Hvad enten det er en pissefuld Brøndby-fan eller en vred overklassedreng med 69 i panden. En 2g'er fra Nørrebro, en rocker eller bare en ganske, almindelig gennemsnitlig ballademager fra provinsen.
I små doser er det en overkommelig opgave for politiet. Men når et helt kvarter går amok eller flere tusind berusede fodboldfans slipper tøjlerne og slår, smadrer, kaster, råber og græder, bliver såret og optændte af adrenalin, så kan politiets uddannelse ikke bruges til ret meget. Her er der brug for noget andet.
Når man koncenterer store sociale problemer i de samme bydele, truer med at nedlægge Christiania, der er en del af en hel generations kulturarv, når man river ungdomshuset ned eller putter flere tusind fulde mennesker sammen på et stadion for at se fodbold, så er der faktisk sommetider brug for noget der ligner en militær indsats.
Så indrøm det dog!
Det er ikke politiets opgave at rydde inderligt forudsigelige voldelige demonstrationer efter fodboldkampe og ungdomshusrydninger. Ikke hvis politiet samtidig skal nyde tillid i kraft en den uddannelse de har til bl.a. mægling og konflikthåndtering.

Det gidende menneske

Jeg synes bare det er et godt udtryk. Det gidende menneske.

Glemsomhed

Det startede med at jeg fandt min usb-nøgle ude ved gyngestativet
Faktisk startede det meget tidligere
da jeg fandt mine gummisko i en pose ude i gangen
Faktisk har det været sådan længe
i en hel del år

Jeg har ikke tabt noget ud af bukserne
som jeg ikke har fundet igen
i snart 20 år
Ingen har snydt mig
eller stjålet fra mig
Jeg har ikke mistet penge eller forlagt nogle vigtige papirer
Der kommer varmt vand ud af den varme hane

Det er underligt
Uforklarligt

Som om der med alderen sniger sig en distraktion ind
der overskygger muligheden for de helt store tab

Som om glemsomheden har besluttet sig for at skåne mig
her på mine ældre dage

Der findes intelligent liv på andre planeter

Her forleden landede en ufo i min baghave. Efter at have sagt pænt goddag til hinanden snakkede vi lidt om hvem vi var og hvorfor vi hver især så så mærkelige ud. Det var faktisk meget hyggeligt. Det varede dog ikke så lang tid, så tog de afsted igen. Her er en afskrift af den korte samtale vi havde:

Dem: Nå, men hvad har i så gang i hernede?
Mig: Jamen, vi har en krop og en bevidsthed. Vi kan tænke og føle. Bevidstheden gør os istand til at se på os selv udefra. Kroppen er hårløs, så vi beskytter den med tøj.
Dem: Hvad tænker i på?
Mig: Mange ting. Hvordan andre ser ud nøgne for eksempel. Men meget tit bruger vi hjernen til at diskutere med hinanden om hvem der har ret.
Dem: Hvem der har ret. Det lyder spændende. Ret om hvad f.eks.
Mig: Ret om tørklæder.
Dem: Okay, tørklæder... Det lyder weird. Er det ikke et stykke tøj?
Mig: Jamen, det er fordi de er kvindeundertrykkende.
Dem: Okay, jeg synes lige du sagde i havde tøj på for at beskytte jer. Men okay, jeg kan så forstå i bruger jeres hjerne til at tænke på det fordi nogen ikke er enige i at de er kvindeundertrykkende, er det korrekt forstået?
Mig: Ja, det er nogenlunde sådan. Der er nogen der er ligeglade, og nogen der ser tørklædet som en del af deres identitet. Der er også nogen der mener at alle kvinder skal gå med dem. Og så er nogen, der mener noget helt femte. Men der er rigtig mange i Folketinget der mener at det er vigtigt og de har diskuteret det i flere år.
Dem: Hvis jeg har forstået jeres politiske system rigtigt, så betyder det at dem der bestemmer hos jer bruger deres tid på at udvikle modeller til at debattere symbolværdien af et klædningsstykke? Er det korrekt forstået?
Mig: Jamen, de bruger også tiden på andre ting.
Dem: Okay, det lyder super spændende. Men vi må nok se at komme videre...