Sider

fredag den 28. marts 2008

Velkommen i min verden

Jeg tror der indeni mig bor cirka de samme tanker, følelser, misfornøjelser og glæder som hos de fleste andre. Min blog er min egen. En forlængelse af mit behov for at udtrykke mig. På skrift. Her lugter ikke af sure underbukser. Her kan du ikke se mig pille næse. Det er kun ord. Men jeg elsker at udtrykke mig. Det som nogen kritiserer for at være en trist og middelmådig eksponering af det ene "jeg" efter det andet er for mig en livsbetingelse. Jeg må udtrykke mig. Tænke og tale. Være interaktiv. Det er nødvendigt.

Så jeg blogger. Jeg benytter mig af muligheden for at offentliggøre en del af mig selv på nettet. Den del der kan blive til ord i rækkefølge efter hinanden og forhåbentlig give mening. Med den samme følelse af at være en del af et fællesskab, som måske, måske ikke, bliver set, registreret og måske brugt til noget af andre. Måske er det underholdende. Måske er det surt show. Måske er jeg vred over Bertel Haarder. Det er jeg tit, f.eks. Måske er jeg helt vild med at en vandhane virker. Det sker også tit. Den moderne terapeutiske virkelighed tager jeg til mig, og ligesom alle andre der er kommet på nettet skriver jeg nu i det store tomme virtuelle rum.

Men det giver en anden følelse. Jeg ønsker mig ikke min skrivebordsskuffe tilbage.

Jeg vil prøve at holde mig til positivt/konstruktive tanker - men på den anden side. Du kan også bare springe det der lugter dårligt over. Du kender det fra dig selv. Noget må bare ud og det er ikke lige heldigt altsammen. Det vigtigste er at ingen dyr kommer til skade under optagelserne.

Ingen kommentarer: